I samarbejde med Pernille Mainz pema@avisen.dk 

I december modtog justitsministeren en bunke protester. Helt præcist 25.000 personer havde afleveret deres signatur, som kvittering for en utilfredshed med dommene i Tønder-sagen, hvor en pige blev lejet ud af sin far til sexmisbrug. Ifølge protestanterne var dommene, de involverede parter fik, alt for milde.
En tilsvarende folkelig reaktion er næppe mulig at forestille sig i forbindelse med, at finansmanden Klaus Riskær har fået syv års fængsel for bedrageri. 
For i befolkningen er holdningen ofte den, at personfarlig kriminalitet skal straffes hårdere end økonomisk kriminalitet. Det vurderer Jesper Ryberg, som er professor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitets Center og samtidig leder en forskergruppe, der forsker i straffeetiske problemer.

- Ved personfarlig kriminalitet kan vi let se, hvem ofret er og høre en grusom historie, men ved visse typer af økonomisk kriminalitet, kan der være mennesker involveret, der har mistet deres hus og har begået selvmord. Det kommer ofte aldrig frem. Derfor tænker vi: Nå, ja det er jo bare en mand, der har snydt for 30 millioner, men i virkeligheden ligger der mange tab bag, siger han og påpeger, at man aldrig skal lade sig snyde af, hvor mange folk, der bliver ramt i økonomiske straffesager.

Derfor er også professor i strafferet ved Københavns Universitet, Vagn Greve, enig i, at en løsning ikke er hårdere straffe for personfarlig kriminalitet.

- For mig at se hænger straffene vældig fint sammen i dag. Vi skal have en skala, hvor vi kan sætte alle forbrydelser lige fra at køre uden cykellygter til at begå drab ind. Og i sådan en skala er der et niveau på maksimum 10 år for overgreb på børn.