Langt de fleste selvmord bliver aldrig undersøgt for dødsårsag.
Det viser en ny rapport fra Københavns Universitet, som konkluderer, at der kun foretages en obduktion i et ud af seks selvmord, skriver B.T.
Det betyder, at der hvert år lukkes et stort antal sager med forkerte dødsårsager, vurderer Steen Holger Hansen, overlæge og ekstern lektor ved Retsmedicinsk Institut i København.
"Når man obducerer, viser det sig nogle gange, at både dødsårsagen og dødsmåden var noget helt andet, end man forventede. Det betyder, at hver gang man afstår fra en obduktion, risikerer man at lukke et dødsfald som noget helt andet, end det egentlig er," siger Steen Holger Hansen til B.T.
De manglende obduktioner kan også betyde, at selvmord i sidste ende forveksles med drab, og morderen derfor går fri.
"Det kan bestemt ikke udelukkes, at der er drab, der overses på den måde," fortæller han.
Når politiet vælger at springe obduktionen over, kan det ifølge Steen Holger Hansen skyldes, at de vil spare penge til undersøgelsen.
"I nogle sager, hvor man ved, at den døde var deprimeret og måske før har prøvet selvmord, er man nok tilbøjelig til at sige, at det er godt nok for os. I andre lande ville man lade tvivlen komme sagen til gode og obducere alligevel," siger han.
Rapporten har undersøgt antallet af obduktioner i hele Skandinavien og Danmark kommer ind på en suveræn sidsteplads. I Sverige og Finland obduceres stort set alle selvmord, mens det i Norge er tæt ved to ud af tre.
Flere retsmedicinere kræver ifølge B.T. flere obduktioner, og politisk vil Venstres retsordfører nu tage sagen op. Han mener minimumskrav til antal obduktioner kan komme på tale.