Det ligner gevaldigt spild af penge og resurser, når Danmark bruger millioner af kroner på at give en uddannelse til udenlandske studerende.
Arbejdsmarkedet er nemlig slet ikke indstillet på at tage vel imod de internationale nyuddannede. Derfor forlader tre ud af fire landet inden for to år efter endt uddannelse.
Det viser en ny rapport fra Forum for Business Education (FBE), skriver Berlingske Tidende.
Problemet er, at de danske virksomheder ikke ansætter de unge, det er dyrt at leve i Danmark uden job, og så har mange svært ved at falde ind i den danske mentalitet, konkluderer rapporten.
"Formålet med undersøgelsen er at sætte fokus på, hvordan man bedst muligt skaffer kvalificeret arbejdskraft til Danmark og rent faktisk beholder de internationale studerende i landet på sigt," siger Stina Vrang Elias, direktør hos FBE og Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU).
Det går ellers rigtig godt med at få de udenlandske studerende i gang som studerende herhjemme.
Over 14.000 udlændinge studerede sidste år på de danske uddannelsesinstitutioner.