Venstres nye folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt var så sent som i torsdags ude og kritisere venstretoppen for ikke at konkretisere deres bud på finansieringen af den såkaldte nulvækst.
Mandag har han overtaget Gitte Lillelund Bechs plads i Folketinget, men man skal ikke forvente, at han får mundkurv på.
- Jeg vil fortsætte med at ytre mig og slås for de holdninger, jeg tror på, siger Jakob Engel-Schmidt.
- Jeg har stor respekt for, at jeg nu er en del af et væsentligt større hold. Langt hen ad vejen minder Venstres politiske linje utrolig meget om min egen, men jeg har selvfølgelig tænkt mig at gøre mit synspunkt gældende, når det er relevant.
I en toårig periode var Jakob Engel-Schmidt formand for Venstres Ungdom. Her ytrede han flere gange sine ultra-liberale holdninger. Det er de holdninger, han vil fortsætte med at kæmpe for i Folketinget.
- Jeg kommer til at kæmpe for mere personlig frihed, lavere skat og bedre vilkår for iværksætteriet. Det skal skabe nye jobs, siger han.
Netop iværksætteriet har fyldt meget i 29-årige Jakob Engel-Schmidts karriere. Han er direktør i Dansk Iværksætter Forening, en post han nu skal give videre.
- Dansk Iværksætter Forening er bedst tjent med en direktør, som ikke sidder i Folketinget, men som kan holde fuld fokus på direktørjobbet.
Tilbage i 2010 udtalte Jakob Engel-Schmidt blandt andet, at han hellere ville afgive regeringsmagten, end han ville se Dansk Folkeparti blive en del af den daværende VK-regering.
Jakob Engel-Schmidt stillede op som Venstres folketingskandidat i Lyngbykredsen til valget i 2011, men han fik ikke nok stemmer til at komme direkte på Christiansborg.
/ritzau/