Et kraftigt jordskælv rystede klokken 9.00 det nordlige Italien, og flere bygninger er styrtet sammen. Skælvet er målt til 5,8 på richterskalaen.
Det oplyser USA's geologiske institut.
En meldes foreløbig død og fire såret efter jordskælv i Norditalien, oplyser de italienske medier. Folk ligger begravet under sammenstyrtede huse.
Jordskælvet ramte 40 kilometer nord for Bologna og 60 kilometer øst for Parma i 9,6 kilometers dybde.
Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver, at flere bygninger er styrtet sammen, og elever i en række skoler er evakueret.
Flere bygninger var i forvejen beskadiget af jordskælvet i samme område for 10 dage siden.
Der er foreløbig ingen oplysninger om tilskadekomne.
I Pisa valgte myndighederne af sikkerhedsgrunde at lukke det skæve tårn for turister.
I byerne Milano og Bologna flygtede folk ud i gaderne af frygt for, at husene ville kollapse.
I meddelelser sendt på Twitter og andre sociale medier fortæller folk, at tirsdagens jordskælv har kunnet mærkes over hele Norditalien.
Jordskælvet i samme område for halvanden uge siden kostede syv mennesker livet og ødelagde hundredvis af bygninger.
Jordskælvet havde sit epicenter nær Sant'Agostino i det nordøstlige Italien, og området har i den forløbne uge været ramt af talrige efterskælv.
Mange historiske bygninger styrtede sammen eller blev beskadiget.
Lokale forretningsdrivende sagde, at skaderne løb op i flere milliarder kroner.
Det alvorligste jordskælv i Italien inden for de seneste år var i 2009, da byen L'Aquila i det centrale Italien oplevede rystelser, der blev målt til 6,3 på richterskalaen.
Omkring 300 mennesker mistede livet, og titusinder blev hjemløse.