Højre arm bevæger sig op og ned 10-15 gange i minuttet, og skulderen er hårdt belastet. Nakken er bøjet i lang tid af gangen, og det gør ondt i nakke og skulder. Sådan er arbejdslivet for mange slagteriarbejdere. Men nu er skader som disse kommet med på listen over anerkendte arbejdsskader, efter at Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget har ændret listen over anerkendte skader.
- Med den her beslutning indretter vi reglerne på området, så de passer til det moderne arbejdsmarked, siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.
- De hidtidige regler, hvor der blev stillet krav om statisk og monotont præcisionsarbejde i mange år, var især rettet mod syerskerne. Dem er der ikke så mange af i Danmark mere. Til gengæld har vi i de senere år set flere anmeldelser fra andre faggrupper som slagteriarbejdere og montricer, forklarer Anne Lind Madsen.
For at få anerkendt nakke-skuldersmerter som en arbejdsskade skal ens arbejde have været præget af hurtige, gentagne bevægelser i skulderen/overarmen, eventuelt kombineret med fastlåsning eller bøjning i nakken. Man skal have udført arbejdet i normalt mindst 8-10 år og i mindst 3-4 timer hver dag.
De nye regler gælder for de nakke-skulderskader, der er anmeldt efter 1. januar 2005.