Det nordkoreanske fragtskib er stadig i gang med at blive undersøgt for uventede overraskelser, efter Panamas myndigheder nu har offentliggjort, at der er fundet både missil-systemer, missiler og sågar to jagerfly skjult i containere under sække med sukker.
Skibet blev tilbageholdt mandag ved Panamakanalen, da det var på vej fra Cuba og hjem til Nordkorea, og det viste sig hurtigt, at der var noget suspekt omkring skibet, hvor den nordkoreanske kaptajn ifølge myndighederne forsøgte at begå selvmord, da hans skib blev ransaget.
Cuba har indrømmet kendskab til våbnene, men talsmænd har forklaret, at våbnene blot skulle til Nordkorea for at blive repareret og så retur til Cuba. Det er forbudt at handle våben med Nordkorea på grund af sanktioner mod landet.
Nu venter man på FN's eksperter, der skal komme og vurdere den ulovlige last, men alt tyder på, at våbnene er gamle og uddaterede og ikke ville udgøre den store militære trussel.