Systematisk svindel med hestekød ser ikke ud til at være udbredt i supermarkederne i Danmark. Til gengæld er der fundet svinekød i flere oksekødsprodukter, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det viser den screening, som fødevareministeren iværksatte i forlængelse af hestekødsskandalen.
Fødevarestyrelsen har taget 70 stikprøver i tilfældigt udvalgte virksomheder, mens der er taget 29 prøver i forbindelse med en mistanke rettet mod et slagteri i Jylland.
Ud af de 70 stikprøver af oksekødsprodukter indeholdt tre spor af hestekød, mens 11 prøver indeholdt svin. I alt er der taget 99 prøver.
/ritzau/