»Mange har ikke lyst til at se Dansk Folkeparti blive ved med at have så meget indflydelse på dansk politik og Danmarks udvikling.«

Ordene var Naser Khaders og blev sagt, da Ny Alliance (NA) under stor medieopmærksomhed blev lanceret i sidste uge.

Det nye parti er i høj grad skabt ud fra Khaders brændende ønske om at sparke Pia Kjærsgaard af pinden som tungen på vægtskålen i dansk politik. Men NA viser også med al tydelighed, at den politiske kamp er anderledes end for 20 – 30 år siden.

En kamp på værdier

De politiske skillelinjer stod i gamle dage mellem venstrefløjen, personificeret ved Socialdemokraterne og arbejderne på den ene side, og højrefløjen, personificeret ved Venstre, arbejdsgiverne og de selvstændige på den anden.

Det handlede om fordelingspolitiske spørgsmål, som for eksempel hvor stor lønchecken skulle være.
Den politiske kamp står i dag om værdimæssige spørgsmål, primært i forhold til udlændingespørgsmål, og her er NA og DF to direkte modsætninger.

To muligheder

Naser Khader og NY kan i teorien få succes hos vælgerne på to måder. Enten skal de forsøge at komme med helt nye politiske ideer på områder som de eksisterende politikere har overset og underprioritetet. Det var grundlaget for Dansk Folkepartis succes, da Pia kom med en hård udlændingepolitik, mens alle de andre partier havde sovet i timen.

Alternativt skal NA komme med bedre løsningsforslag til allerede eksisterende politiske problemer og områder. Det er straks mere besværligt, for her er man i konkurrence med syv andre partier.

Hvis NA skal gøre Dansk Folkeparti succesen efter og storme ind i Folketinget, skal Khader identificere nye helt nye politikområder. Men problemet er, at der ikke er mange nye politikområder tilbage, og NA har allerede gjort deres angreb på DF til deres eksistensberettigelse.

I realpolitiske termer vil Khaders udlændingepolitik dog ligge og svæve mellem en benhård udlændingepolitik som hos DF og en meget blødere variant – den slags, som De Radikale og venstrefløjen i dag sælger.

Men hvis NA fokuserer deres indsats, har de alligevel en chance.

Kun én farbar vej

NA skal gå målrettet efter to vælgergrupper. For det første de borgerlige vælgere, som er trætte af DF og VK s udlændinge- politik, men ser sig som for borgerlige til at stemme på de radikale. For det andet de socialdemokratiske og radikale vælgere, som deler Khaders had og modvilje mod DF, men ikke opfatter sig som rigtige og klassiske borgerlige vælgere.

Skal Khader have succes i den strategi, skal han definere NA som et værdiparti, der ikke anerkender de gamle politiske skillelinjer, mellem arbejderne og arbejdsgiverne. For på den måde undgår han at gå i fælden, hvor han bliver nødt til at definere sig som enten et blødt højreparti, eller et hårdt venstreparti. Khader skal i sin spin-strategi personificere den nye værdikamp og gøre al sin politik til et spørgsmål om at være hæderlig, moderat, og spille på klassiske dyder.

Han skal lægge afstand til DF ved enhver given lejlighed og som en papegøje pointere, at kun en stemme på NA vil sikre, at DF ryger ud i kulden.