Den amerikanske efterretningstjeneste NSA har kapacitet til at overvåge op mod 75 procent af al amerikansk internetkommunikation, skriver avisen Wall Street Journal.
Ifølge tidligere ansatte hos sikkerhedstjenesten er overvågningen mere omfattende, end tjenesten tidligere har givet udtryk for.
NSA arkiverer blandt andet indholdet af nogle e-mail-korrespondancer mellem amerikanske statsborgere, og telefonopkald foretaget via internettet bliver overvåget.
Efterretningstjenestens overvågning retter sig også mod telefonopkald, der enten er foretaget fra - eller modtaget i - udlandet. NSA overvåger samtidig opkald, hvor begge samtaleparter er i udlandet, men hvor samtalen går via amerikansk netværk.
Indsatsen er "fokuseret på at bekæmpe udenlandske fjender, som ønsker at skade landet. Vi forsvarer USA fra sådanne trusler, mens vi på det kraftigste bestræber os på at beskytte amerikanske statsborgeres rettigheder".
- Det er ikke enten eller. Det er begge dele, skriver NSA i en e-mail til Reuters.
Ifølge Wall Street Journal viser overvågningsprogrammerne, at NSA kan spore næsten alt, hvad der sker på internettet, så længe det har en bredt defineret retskendelse.
NSA's overvågning blev tidligere på året afsløret af den nu sigtede whistleblower Edward Snowden.
/ritzau/Reuters