En ny rapport, som norske Statistisk Sentralbyrå har foretaget for organisationerne Kirkens Nødhjelp og Framtiden i Våre Hender, viser, at det ikke vil have nogen betydning for energiforsyningen i fattige lande, hvis Norge reducerer olieproduktionen.
- Vores ledende politikere har systematisk omtalt norsk olieproduktion som et internationalt solidaritetsprojekt. Det er det ikke. Nu kræver vi en debat på ærlige vilkår, siger lederen for Fremtiden i Våre Hender, Arild Hermstad.
Han peger blandt andet på, at Norges olieminister, Ole Borten Moe tidligere har sagt, at udviklingslandenes øgede adgang til norsk energi vil være med til at trække millioner af mennesker ud af fattigdom.
Rapporten påpeger, at betydelige nedskæringer i den norske olieproduktion ikke vil få nævneværdig betydning for energipriserne. Det vil heller ikke få nogen markant betydning for miljøet, hvis Norge skærer i olieproduktionen.
Det bliver imidlertid mødt med skepsis af flere politikere, skriver det norske dagblad, Aftenposten.
Fremskrittspartiets Ketil-Solvik Olsen tror ikke meget på, at verdens efterspørgsel efter olie og gas vil blive mindre, hvis Norge skærer i sin produktion.
- Jeg tror heller ikke på, at produktionen ikke vil blive øget andre steder, hvis den norske produktion reduceres, siger han til avisen.
/ritzau/NTB