Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, vil mandag mødes med Joshua French' mor, Kari Hilde French, for at snakke om Tjostolv Molands død i sin fængselscelle i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa.
Det oplyser det norske udenrigsministeriums pressetalsmand, Ketil Elsebutangen. Mødet finder sted i Udenrigsministeriet, og Kari Hilde French, hvis søn fortsat sidder fængslet i Kinshasa, møder med sin advokat, Hans Marius Graasvold.
Tjostolv Molands og Joshua French' familier mener, at de norske myndigheder ikke har gjort deres arbejde godt nok for at hjælpe de to. Moland blev søndag fundet død i sin celle i Kinshasa.
På sin blog opfordrer Kari Hilde French det norske folk til at indlede "en storm mod Udenrigsministeriet og vore myndigheder".
- Skriv, ring, send sms'er og e-mails til Udenrigsministeriet, statsministeren, justitsministeren og vore norske politikere. De rødgrønne har ikke foretaget sig meget, og oppositionen har heller ikke med nogen få undtagelser været interesseret i at gøre noget ved Congo-sagen, fortsætter hun.
Hun skriver også, at familien har grædt mange tårer over Tjostolv Molands død.
- Hvordan familien Moland må have det, kan vi slet ikke forestille os. Og hvordan Josh har det, orker jeg slet ikke at tænke på. Da han ringede til mig i eftermiddag, var han på vej til sin celle for at blive låst inde, skriver hun og fortsætter:
- Der sidder han i aften ved plastikbordet med Tjostolvs tomme plastikstol. I samme celle, hvor han fandt sin ven død. Vi beder medierne vise forståelse for, at vi ikke orker at tale med dem.
De to nordmænd sad fængslet i Kinshasa, efter at de blev anholdt i 2009 og anklaget for at have myrdet deres chauffør. Begge nægtede sig skyldige, men blev dømt til døden for drab, spionage og våbentyveri.
/ritzau/NTB