Norge kunne, hvor Danmark kiksede, og efter en 6-2-sejr over Italien onsdag eftermiddag rykker nordmændene forbi Italien i tabellen og er efter al sandsynlighed nu uden for nedrykningsfare.
Italien får nemlig næppe flere point ved VM i ishockey. Italienerne mangler kun at møde "de tre store", Tjekkiet, Sverige og Rusland, og dermed taler alt for, at de bliver stående på de to point, de tjente på overtidssejren mod Danmark.
De italienske nedrykningsfavoritter var kun alvor med i første halvdel af første periode, da holdets store profil, Giulio Scandella, udlignede Norges tidlige 1-0-føring.
Da først Patrick Thoresen med skøjten havde bragt Norge foran 2-1, havde de godt sammenspillede og fysisk stærke nordmænd fuld kontrol på kampen.
Nogen ishockeyfest blev det på intet tidspunkt i den sparsomt besøgte Globen, men Norge kunne skøjte fra isen med tilfredshed over, at de aldrig faldt i Italiens kontrafælde, der gjorde så ondt på danskerne i søndags.
For Danmark betyder det, at holdet behøver to point mere for at overleve i A-gruppen, naturligvis forudsat at Italien ikke skaber en kæmpesensation mod en af sportens stormagter.
Når det handler om kampen om kvartfinalen, har Norge til gengæld for alvor meldt sig ind, og har, efter det flotte point mod Tjekkiet tidligere i turneringen og onsdagens pligtsejr over Italien, fire point.