Nordmand anholdt for terrorstøtte i Frankrig afviser hjælp

En 40-årig tidligere PST-ansat er sigtet for terrorfinansiering i Syrien, og han har afvist konsulær bistand.
En 40-årig nordmand, som har været tjenestemand i den norske efterretningstjeneste (PST), er sigtet for terrorfinansiering i Syrien. Han har været sikkerhedschef for cementproducenten LafargeHolcim i Syrien.
En 40-årig nordmand, som har været tjenestemand i den norske efterretningstjeneste (PST), er sigtet for terrorfinansiering i Syrien. Han har været sikkerhedschef for cementproducenten LafargeHolcim i Syrien. Foto: Thomas Samson/AFP

En tidligere ansat i den norske efterretningstjeneste er blevet pågrebet i Frankrig og sigtet for terrorfinansiering i Syrien.

40-årige Jacob Wærness, som har været tjenestemand i den norske efterretningstjeneste (PST), har afvist et tilbud om bistand fra Norges ambassade i Paris.

De franske myndigheders afhøring af nordmanden er sket som led i efterforskningen af cementvirksomheden LafargeHolcims aktiviteter i Syrien i 2013 og 2014.

Wærness blev pågrebet i sidste uge.

Dermed er otte tidligere chefer i selskabet blevet sigtet for terrorfinansiering i det krigshærgede land i Mellemøsten.

Den franske avis Le Monde har rapporteret, at Jacob Wærness blev pågrebet i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle den 2. maj. Han blev afhørt to dage senere.

Det er ikke kendt, om han fortsat er fængslet. Udenrigsministeriet i Oslo henviser til fransk politi.

- Udenrigsministeriet kender til, at en norsk statsborger er blevet anholdt i Paris. Vedkommende ønsker ikke konsulær bistand, siger kommunikationsmedarbejder Ingrid Kvammen Ekker i ministeriet.

Den 40-årige skal i over et år have afvist at lade sig afhøre, skriver Le Monde. Han har foreslået, at fransk politi kan tale med ham via Skype, eller de kan komme til Schweiz og mødes med ham.

Jacob Wærness taler arabisk, og han har tidligere arbejdet for PST. Han er i dag tilknyttet en stiftelse i Zürich.

Fra 2011 til 2013 havde han ansvar for sikkerheden på cementfabrikken i Syrien.

Fransk politis efterforskning knytter sig til, hvordan selskabet opretholdt driften af fabrikken i byen Jalabiya i det nordlige Syrien, mens borgerkrigen udviklede sig.

Området blev i løbet af krigens tidlige år i vid udstrækning indtaget af oprørsgrupper - herunder Islamisk Stat.

Wærness har fortalt, hvordan han betalte løsepenge for at få ansatte fri af fangenskab. Han har også til den franske tv-kanal France24 fortalt, at han har betalt beskyttelsespenge.

Han udgav i 2016 bogen "Risikochef i Syrien" på forlaget Pax. Heri fortæller han om sin tid som sikkerhedschef i det farlige land.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.