Det har siden dag ét været fristende at afskrive Norah Jones som en forsagt sydstats-tøs med et overdøvende held, gode gener og en misundelsesværdig tæft for timing.
Da hun i 2002, 22 år ung, udsendte debutalbummet Come Away With Me på det legendariske og temmelig storslumrende Blue Note-pladeselskab, rev forstadskonerne hendes ufarlige dyne-lufter-mix af jazz, pop og country ned fra hylderne i supermarkeder og kaffebarer, der selvfølgelig solgte den helt igennem ufarlige musik fra en lille holder på disken med frugtsalat, kager og koffeinholdige drikkevarer.
Her stoppede succesen ingenlunde, thi ved grammy-uddelingen i 2003 høstede hun otte statuetter – inklusive den for årets album. Også i Danmark hittede Norah Jones usædvanligt heftigt – og tilmed uden den store markedsføring til at skubbe hende ud over rampen. Snakken om den blide coffee table-musik pludrede i sandhed løs over bordene til middagsselskaber en masse.
Men der er sgu mere i tøsen end som så. Det demonstrerede (den nuvel, en anelse stampestående) Feels Like Home fra 2004, men potentialet bliver især hørbart på Not Too Late . Det dagsaktuelle album nummer tre emmer af personlighed, vovemod og en klar afstandtagen fra den forskrækkede lillepige, som stækkede dele af Norah Jones enorme talent i de første år.
Gennembrudet er her
Hendes smukke stemme er sælsomt betagende på en om muligt mere røget manér end tidligere, og det er, som om den ikke længere lader sig begrænse af et længselsfuldt udtryk. Hun lader sig også forføre af de mange legesyge arrangementer og indfald, der præger pladen. Og forfører dermed lytteren.
Mens især Come Away With Me bugnede af nyfortolkede standarder fra idoler som Hank Williams, Townes van Zandt og Duke Ellington, så byder Not Too Late udelukkende på Norah Jones egne kompositioner.
Enkelte af dem skabt sammen med den bas-spillende kæreste, Lee Alexander, men albummet står uomtvisteligt som sangerindens værk og endegyldige gennembrud udi sangskrivningens forbandet svære kunst.
Ingen intimidering
Der er masser af stærke melodier, men også skævt duvende træffere langt fra easy listening-segmentet. Valsende kækt og kælent på Broken og Sinkin Soon overrumpler eksempelvis med sin småkåde og gammeldags tonede blues båret af trompeter, mandoliner, kulsorte fraseringer og hele balladen.
Mest spændende er det dog, at den unge dame viser tænder flere gange undervejs. Modsat tidligere, da hun skyede meninger, kant og selv de mest uskyldige blottelser af sit privatliv – inklusive snak om sin legendariske sitar-virtuos af en far, Ravi Shankar – accepterer hun sin rolle som multimillionsælgende sangerinde langt fra Hollywoods polerede popularitet.
Not Too Late s højdepunkt er således den ildevarslende My Dear Country , som med lidt ond vilje maler skræmmebilleder for USA s fremtid. Norah Jones fortæller med stor sandsynlighed om seneste valgdag, hvor George W. Bush hev endnu en periode hjem. Ikke noget, hun ligefrem lader til at sætte stor pris på. Se bare her, hvor skoen og troen trykker:
»Cuz we believed in our candidate/But even more it s the one we hate/I needed someone I could shake/On election day,« erkender hun.
Og lidt senere i sangen erklærer hun for alvor kulør om sit lands betændte tilstand: »I love the things that you ve given me/I cherish you, my dear country/But sometimes I don t understand/The way we play«.
Bang.
Mere end mild muzak
Pludselig er Norah Jones mere end mild muzak, der bølger ud af stuevinduerne, mens hausfrauen vasker gulv søndag formiddag. Hun træder i karakter og bærer sin byrde. Helt som det heldige pigebarn burde have gjort det fra the very beginning.
Det kan ikke engang de tre-fire gevaldigt kedelige fejlskud på Not Too Late ændre ved. Og dem er det jo ikke for sent at rydde ud i næste gang, Norah Jones inviterer lytterne til at drage med hende ud i det blide blå.