Selvom børn under 13 år ikke må arbejde, ender ni børn mellem 0 og 12 år hvert år i Arbejdstilsynets statistik for arbejdsulykker. Forklaringen er typisk uheld med maskiner i landbrug og daginstitutioner. Det skriver Fagbladet 3F.
Ulykkerne sker typisk, når børn er med, imens forældrene eller andre voksne arbejder med tekniske hjælpemidler. For eksempel plæneklippere, traktorer og store maskiner. Da der er pligt til at melde arbejdsulykker, uanset om dem, det går ud over, er ansat eller ej. Derfor er børn også repræsenteret i statistikken.
Der anmeldes i snit ni arbejdsulykker om året, hvor børn under 13 år er kommet til skade, og seks børn er døde ved arbejdsulykker fra 2006 til 2011.
Arbejdstilsynet registrerer cirka 42.000 arbejdsulykker om året. Heraf er omkring 600 ulykker, hvor unge under 18 år kommer til skade og bliver ude af stand til at arbejde i mindst en dag ud over den dag, hvor ulykken er sket.
Anledningen til, at der er lavet en særlig statistik om børn, er at Arbejdstilsynet bruger juli måned på en særlig indsats, der er rettet mod unge, der arbejder i sommerjob.