På trods af sol, sommer og lukkede lægeklinikker landet over ligger langtfra alle læger på den lade side.
Blandt medlemmerne af Praktiserende Lægers Organisation, PLO, har 700 læger ud af i alt 3600 inden for de seneste 14 dage valgt at støtte op om en nyoprettet gruppe ved navn SPRAL, Selvstændige Praktiserende Læger. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det er tidligere formand for PLO, læge Henrik Dibbern, der er initiativtager til gruppen, som, han mener, er en nødvendighed. For at blive medlem af gruppen antages det, at man om nødvendigt er villig til at afgive sit ydernummer.
- Vi er ikke interesserede i som sådan at holde nogen udenfor. Men det har vist sig, at der i almen praksis er stor forskel på, hvor meget vi tør sætte på spil.
- Vi vil i SPRAL arbejde for at få PLO præget af vores synspunkter, hvor grundkodeks er, at man skal turde sætte kontrakten med det offentlige på spil.
- Det er vi nødt til, når myndighederne løber fra aftaler, og hvis vi fortsat vil have indflydelse på vores egne arbejdsforhold, siger han.
SPRAL's debatter er indtil nu primært blevet ført i et lukket forum på det sociale netværk Facebook, men det er meningen, at lokale grupper skal holde møder rundt om i landet, når sommerferien er slut.
Praktiserende læge i Præstø, Lotte Hvas, som også er medlem af Det Etiske Råd, er en af dem, der har meldt sig ind i gruppen. Hun slår fast, at SPRAL ikke er kommet til verden for at skabe splid blandt PLO's medlemmer.
- Vi vil arbejde for at styrke PLO, og det handler om at vide, hvad vi som organisation gør, hvis vi om et år står med alle Bent Hansens (formand for Danske Regioner, red.) løfter, og de så alligevel ikke holder stik.
- Vi er stadig indstillet på en kontrakt med regionerne, men vi vil arbejde på at forhindre at blive kørt over af det offentlige, siger Lotte Hvas.
Konstitueret formand for PLO, Bruno Melgaard, har kendskab til SPRAL, men ser ikke gruppen som en trussel mod det faglige fællesskab blandt PLO's medlemmer.
/ritzau/