Børnehaver, slagterier og byggefirmaer er blandt dem der kan få dækket halvdelen af deres udgifter til at forbedre arbejdsmiljøet. Fra starten af august kan særligt nedslidningstruede brancher søge om tilskud på op til 500.000 kroner, skriver Fagbladet 3F.
- Ved hjælp af den her ordning har virksomhederne en mulighed for at få hjælp til selv at gøre en indsats for at løse deres arbejdsmiljøproblemer, siger Anette Lerche, kontorchef i Arbejdstilsynet.
Ordningen er en del af flere tiltag som skal mindste nedslidning i de brancher, som er mest udsatte. Og kører frem til 2015.
- Det forebyggende arbejde er meget vigtigt, hvis man skal få skovlen under nedslidningen. Vi har her tale om brancher, som har en overhyppighed af for eksempel langvarigt sygefravær eller førtidspensionering, forklarer Anette Lerche.
Hun understreger, at tilskuddet ikke kan bruges til at rette op på påbud fra Arbejdstilsynet. Pengene skal bruges på rådgiving, der har en forebyggende effekt.