Ritzau
Opdateret kl. 02:26
Spanske Rafael Nadal og schweiziske Roger Federer lagde lørdag aften for en gangs skyld deres evige rivalisering til side og stod for første gang på samme side af nettet i en tenniskamp.
Det skete i en doublekamp i Laver Cup, der er en ny holdturnering med de bedste spillere fra Europa mod de bedste fra resten af verden.
Nadal og Federer udgjorde i lørdagens double Team Europe, mens amerikanerne Sam Querrey og Jack Sock repræsenterede Team World.
Både Rafael Nadal og Roger Federer havde tidligere på dagen vundet deres singlekampe. Alles øjne var dernæst rettet mod de to legender på det udsolgte O2 Arena i Prag.
Og det nye powerpar kom forrygende fra start i kampen. Et enkelt break var nok til at sikre første sæt 6-4 - til stor begejstring for de mange tilskuere.
I andet sæt kom den spansk-schweiziske double dog i problemer, da hverken Nadal eller Federer formåede at holde serv. Sættet gik dermed til amerikanerne med cifrene 6-1.
Dermed skulle kampen afgøres i en såkaldt super-tiebreak.
Her lykkedes det de to sejrsvante herrer, der sammenlagt har vundet 35 grand slam-titler, at vinde 10-5 og dermed sikre sejren.
Tidligere på dagen havde verdens nummer to, Roger Federer, der både vandt årets udgaver af Australian Open og Wimbledon, slået Sam Querrey 6-4, 6-2.
Verdensetteren, Rafael Nadal, der har vundet årets French Open og US Open, måtte ud i tre sæt for at slå Jack Sock i sin singlekamp - 6-3, 3-6, 11-9.
Med lørdagens kampe fører Team Europe, der har Bjørn Borg som kaptajn, med 9-3 over John McEnroes Team World.
Laver Cup afgøres søndag med tre singlekampe og en enkelt double. Spillerne optjener tre point for hver sejr.
/ritzau/