Når Laust kigger ned på sin nabos hus for enden af krattet i baghaven, tænker han ofte over, om han kunne have gjort noget for at forhindre den tragedie, der ramte landsbyen ude for Tønder for snart to år siden.

Kunne han have fanget et signal? Bare en antydning af den galskab, der var på vej?

Lausts nabo var faderen i Tønder-sagen. Laust havde hjulpet ham med at flytte ind i huset, da familien flyttede fra Løgumkloster Kommune. Og de mødte af og til hinanden på vejen – selvom de aldrig blev nære venner.

»Måske det kunne være blevet et godt naboskab. Hvis altså ikke det endte sådan her,« funderer Laust.

Sidste gang, han talte med faderen, var i begyndelsen af 2005. Faderen havde ringet til Laust en aften og spurgt, om han måtte komme over at snakke. Han lød knust allerede i røret.

Hans kone var lige flyttet på krisehjem, og han behøvede nogle, der ville lytte, fortalte han.

Laust sagde ja.

»Når en person kommer og vil læsse af, nytter det ikke at være fordømmende,« tænkte Laust.

Da faderen bankede på døren til den gule murstensvilla, åbnede Laust op, og de satte sig ind i stuen i den store sofa. Faderen havde medbragt en flaske rødvin, som han selv drak det meste af. Beruselsen satte sig hurtigt i hovedet, og han gentog hele tiden de samme sætninger – »Jeg savner min kone. Jeg vil have hende tilbage«.

Laust tænkte, at konen måtte være kommet på krisehjem, fordi han havde behandlet hende dårligt. Men han spurgte ikke til, hvad der var sket. Og faderen nævnte ikke, at han selv havde været voldelig. Og slet ikke, hvad han havde gjort ved sine døtre.

Ikke til dybe samtaler

»Han sagde ikke, hvorfor hun var gået. Han blev ved at sige, at hun måske var syg. At hun måske havde en alvorlig sygdom. Han græd ikke, men han var ægte bekymret. Jeg tror, at det var en stor beslutning for ham at bede om hjælp. Han var ikke personen, der var vant til at føre dybe samtaler,« fortæller Laust.

Det var efter faderens besøg, at misbruget af den ældste datter for alvor begyndte. Et misbrug, som Laust aldrig fik den mindste mistanke om. Pigerne viste sig aldrig uden for huset i den periode, og Laust tænkte, at de måtte være flyttet med moderen. I dag tænker Laust ofte på, om faderens besøg var et råb om hjælp. Et forsøg på at fortælle, at han selv var syg.

»Jeg spekulerer på, om der var noget, han ikke fik fortalt om sig selv den aften. Hvis han havde sagt, at han havde brug for hjælp, kunne det hele måske have været stoppet,« siger Laust. Men han ved også, at han aldrig i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at faderen var indblandet i Danmarkshistoriens største sag om seksuelt misbrug af børn.

Let at manipulere

»Han var en stille og rolig person. Han havde ikke så mange holdninger og var måske lidt usikker. Jeg tror, at man let ville kunne manipulere med ham. Men han gav indtryk af, at han ikke kunne gøre en kat fortræd,« siger Laust.

»Han holdt sit hus og sin have på en næsten perfektionistisk måde. Han var en meget pertentlig person. Der var altid klippet græs. Huset var velmalet, og intet lå og flød i indkørslen,« siger Laust.

Både Laust og hans kone mødte også pigerne et par gange, når de kom forbi. De var lidt nogle hængepiger , der havde det med at stille sære spørgsmål. Men de virkede søde og rare. De udstrålede bestemt ikke, at de var blevet misbrugt.

»Derfor er chokket også så stort i dag. Vi anede ikke, hvad der var på vej,« fortæller Laust.

Af hensyn til navneforbuddet for de to piger har Nyhedsavisen valgt ikke at bringe efternavnet på Laust. Det er naturligvis redaktionen bekendt.