De er alt for gamle til at være drenge. Og det er sandt for dyden også uendeligheder siden, de senest befandt sig i en baggyde. Men Backstreet Boys bliver ved og ved – på 17. år – og i aften kommer moderne pophistories bedst sælgende vokalgruppe til Ballerup Superarena og giver koncert for tusinder af skrigende pigefans og deres målløse teddybjørne, som undervejs må lide den tort at blive smidt i retning af scenen.

Sådan plejer det i hvert fald at gå, når kønne Nick Carter, generte Howie Dorough, ivrige Brian Littrel og farverige A.J. McLean folder deres koreograferede dansetrin og friserede soulsfraseringer ud foran et større publikum.

Og selvom de efterhånden har prøvet det til hudløshed, og kun med nød og næppe har undgået en høreskade af det evindelige skrigeri, så nyder de det stadig, forsikrer 30-årige A.J. McLean. Han ringer fra en seng i Backstreet Boys tourbus og er netop vågnet, selvom det er godt ud på eftermiddagen.

Livet på farten vender godt op og ned på døgnrytmen, men heller ikke det generer den i det hele taget positive popstjerne fra delstaten Florida i USA.

»Hvis der er meget skrigeri, så betyder det jo, at vi gør det godt. Skrigeriet er i virkeligheden noget, der driver os,« konkluderer A.J. McLean med sin naturligt rustne stemmepragt.

Solodrømme

A.J. McLean har været med, siden Backstreet Boys blev dannet i 1992. Pengemanden Lou Pearlman havde set, hvor stor en pengemaskine vokalgruppen New Kids On the Block havde været og kopierede konceptet med at bringe fem kønne drenge sammen og sætte dem til at synge ufarlig pop, målrettet det modsatte køn.

A.J. McLean var blandt de rekrutterede, og efter hundredvis af gratiskoncerter på amerikanske pigeskoler fik kvintetten sit gennembrud i 1996. Europæerne var vilde med drengene, der med store armbevægelser svor, at de aldrig ville knuse deres udkårnes hjerte.

12 år, seks album og mere end 100 millioner solgte eksemplarer senere er han på vej med sin første soloplade. Derfor vender gruppens indiskutabelt dygtigste vokalist også tilbage til København i maj, hvor et noget mere ydmygt spillested – Lille Vega på Vesterbro – lægger hus til A.J. McLean.

»Jeg har arbejdet hårdt med mit eget projekt i fire-fem år efterhånden, og nu giver det hele pludselig mening. Det føles som det rigtige tidspunkt,« erklærer A.J. McLean, der tidligere på året gav sine første solokoncerter i Los Angeles.

Det var en succes, og nu gibber det i den lille amerikaner med de store tatoveringer og særprægede hatte for at stå på egne, korte ben:

»Det føles som både at kunne blæse og have mel i munden på samme tid. For at være helt ærlig så har jeg været lidt utålmodig for at komme tilbage og spille på egen hånd. Men omvendt nyder jeg også at optræde sammen med gutterne. Når man er del af en vokalgruppe, kan man bare ikke helt være sig selv på scenen,« forklarer A.J. McLean.

Stoffer og sprut

På solopladen kan han også bedre skrive om de derouter, som hans umiddelbart succesfulde liv har været rigt på. Som i virkeligheden – men modsat boyband-universet – ender kærlighedshistorierne ikke altid lykkeligt, og der er også en sang dedikeret til den far, der svigtede A.J. McLean i en tidlig alder:

»Det har været en rutschebanetur at lave. Af og til græd jeg, andre stunder grinte jeg.«

I 2001 røg Backstreet Boys badboy på afvænningsklinik som følge af svære depressioner og et massivt alkohol- og stofmisbrug. Den skyggeside bliver ikke behandlet på solodebuten, men A.J. McLean fortæller gerne om, hvorfor noget så ufarligt som en boyband-stjerne gik i opløsning med image-fjendtlige virkemidler som kokain og hård sprut:

»For mig handlede det om ikke at kunne håndtere mine personlige dæmoner. På scenen kunne jeg dække over dem, men uden for var jeg ikke nogen glad fyr. Jeg håndterede problemerne ved at drikke og tage stoffer. De gjorde i det mindste, at jeg ikke kunne føle noget. Men på et tidspunkt blev jeg nødt til at føle noget igen, og så endte jeg med at blive ædru,« illustrerer A.J. McLean, som fortsat er på vandvognen.

Selvom det ofte har knirket i Backstreet Boys sammenhold, og pladesalget ikke imponerer i samme ekstravagante grad nu om dage, så tror han på en lang fremtid for vokalgruppen. Ikke mindst fordi medlemmerne er modnet af modgangen, der også inkluderer Brian Littrels hjerteoperation i 1998 og et udramatisk farvel til femtemanden Kevin Richardson i 2006:

»Vi er absolut blevet bedre venner med årene. Det kan mærkes, at vi har været til helvede og tilbage igen sammen. Vi er familie, og for min skyld kan vi blive ved, til hjulene falder af tourbussen. Så længe vores fans bliver ved med at støtte os.«

Og husker at skrige.

Backstreet Boys, Ballerup Superarena, i aften. Billetter i døren

A.J. McLean, Lille Vega, København, 28. maj. Billetnet.dk