Fødevarestyrelsen droppede sidste år at gennemføre 223 planlagte kontroller af store partier kød, der kom fra udlandet til Danmark og direkte videre ud i supermarkedernes kølediske.
Det skriver Politiken.
Det skete, efter at regeringen og Dansk Folkeparti havde lovet at skærpe kontrollen af især fjerkræ og svinekød fra udlandet, der sender flere og flere danskere i sygesengen med salmonellaforgiftning.
Ofte er salmonella, der stammer fra udenlandsk kød, modstandsdygtig over for medicin, så alvorligt syge og svækkede patienter ikke kan blive behandlet.
- Det er intet mindre end en katastrofe. Vi ved sort på hvidt, at der er masser af farlige salmonellabakterier i det importerede kød, og så udtager myndighederne ikke engang de prøver, de skal, siger Per V. Møller, der som formand for Dansk Slagtefjerkræ taler på vegne af de danske kyllingeslagterier.
Kunne ikke findet kødet
Fødevarestyrelsen erkender problemet og undskylder sig i sin årsrapport med, at »det har været svært at finde det importerede kød«.
Problemet er, at Fødevarestyrelsen ikke aner, hvornår det ferske kød ankommer til de store modtagelagre, hvor kontrollen skal foregå.
Tidligere skulle importører give besked, dagen inden et parti ankom fra udlandet. Så kunne Fødevarestyrelsen køre ud og tage prøver. Men en dom ved EF-domstolen betyder, at importører ikke længere har den forpligtelse, skriver Politiken.