Mens dele af Pakistan atter drukner i regnskyl, udspilles et højspændt politisk drama i Islamabad.
Kampen udkæmpes mellem Højesteret og Pakistans præsident Asif Ali Zardari og regeringspartiet PPP, som han leder.
Handler om et brev fra premierministeren
Helt centralt i kampen er domstolens krav om, at premierministeren sender et brev til myndighederne i Schweiz. I brevet skal han bede om at få genåbnet en undersøgelse af Pakistans præsident mulige deltagelse i hvidvaskning af penge.
Sagen har været syltet siden 2009.
Premierminister Yousuf Raza Gilani nægtede at skrive brevet, der kunne udsætte hans partileder og præsident for en undersøgelse. Højesteret afsatte ham derefter for ulydighed og forsømmelse af sine forpligtelser.
Regeringen, der er en koalition af en række partier, blev enige om en ny premierminister ved navn Raja Pervez Ashraf.
Skal bremse undersøgelse af Zadari
Samtidig skyndte parlamentets flertal at vedtage en lov, der kaldes ”Foragt for Domstol 2012”. Loven skal beskytte den nye premierminister, præsidenten og andre højtstående imod Højesterets vrede ved at gøre dem immune for anklager om foragt for domstolene.
Den lov fik dødsstødet fredag. Højesteret erklærede den grundlovsstridig. Så Ashraf risikerer også at blive fyret, med mindre han sender brevet, som præsident og partileder ikke vil have sendt.
I dag onsdag den 8. august mødes præsidenten med sine juridiske rådgivere for at finde en måde at sikre sin magt over domstolene og selv undgå at blive undersøgt for korruption.
Godt nok fandt præsident Zardari en ny premierminister, men det er ikke så let at finde nye under de givne vilkår. Der skal være valg i Pakistan tidligt i 2013.
Aviserne er spækket med henvisninger
Sagen kører juridisk på de højeste nagler og optager Pakistans politiske liv voldsomt meget. Aviserne er spækkede med henvisninger til paragraffer og domme.
Grundlæggende set forsøger politikerne at slå fast, at de som parlament har højere myndighed end Højesteret, fordi de kan vedtage love og domstolen kun kan fortolke dem.
Dermed er sagen særdeles principiel for et demokrati, fordi domstole i sådan et system nødvendigvis skal være uafhængige og deres værdighed respekteres.
Regeringspartiet PPP leder efter en vej ud af sit dilemma og håber at kunne stole på støtte fra sine koalitionspartnere. Få af dem har utvetydigt tilkendegivet støtte, skriver The Express Tribune i Pakistan.
Nu må de politiske partier først lige se, om de nye ideer er i orden, udtaler de.