Egentligt havde de begge ret – den zimbabwianske præsident, Robert Mugabe, og den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen – da de stødte brutalt sammen under topmødet mellem EU og Afrika i weekenden:
Fogh talte frit fra leveren, da han kaldte Mugabe for »en bandit« og »en desperat despot« – for det er netop, hvad den modbydelige afrikanske diktator er. Især i de seneste år har hans metoder ført det engang så landbrugsrige Zimbabwe ud i ussel fattigdom og det engang forholdsvis frie land ud i et ekstremt diktatur.
Mugabe havde imidlertid også en stærk pointe, da han anklagede Fogh for at være en del af en »europæisk arrogance« over for Afrika, og da han indirekte udstillede den vestlige dobbeltmoral. Fogh kunne ikke jo drømme om at kalde den kinesiske præsident Hu Jintao, den saudiske kong Abdullah eller den russiske leder Vladimir Putin for bandit .
Vestens mest alvorlige problem, når vi prædiker, at demokrati og menneskerettigheder er vores altafgørende værdier, er netop det hykleri, som Mugabe så snedigt antyder.
Overordnet set samarbejder vi fint med de diktatorer, som enten holder med os som Pakistan eller Sydafrika, eller er økonomisk magtfulde som Kina og Golf-staterne, mens vi hamrer løs på dem, der er imod os eller er fattige, som de fleste afrikanske nationer. Konkret har Vestens grove og konstante overgreb på menneskerettigheder i krigen mod terror – Abu Ghraib, Guantanamo, hemmelige CIA-fængsler – også svækket vores argumentation alvorligt.
Hver gang jeg hører Fogh tale korrekt om demokratiets værdier, kan jeg ikke undgå at tænke over selvsamme Foghs ligegyldige accept af de overgreb på selvsamme værdier, som hans nærmeste amerikanske allierede uafladeligt står for i Irak og omegn.