Chelsea nåede at aflevere to bud på Wayne Rooney, som havde erklæret sig utilfreds i Manchester United. Nu har Chelseas manager José Mourinho imidlertid givet op.
- Det er slut for alle involverede parter, siger han til Skysports om forsøget.
En anden angriber Samuel Eto'o skrev en etårig kontrakt med Chelsea tidligere på ugen.
Han kom fra Anzhi i Rusland, hvor alle spillere nærmest var sat på salgslisten. Og ifølge Mourinho blev spilleren fra Cameroun Chelseas sidste nyindkøb i dette transfervindue.
- Det er forbi. Vi har en god gruppe. Samuel vil give os en anden slags kvalitet i angrebet. Han er en erfaren spiller på et hold, som har brug for erfarne spillere, fortsætter han.
Chelsea tabte fredag Super Cup-opgøret mod Bayern München efter straffesparkskonkurrence.
I Manchester United håber man i stedet, at Wayne Rooney vil lægge al snak om klubskifte bag sig og se fremad.
/ritzau/