To gange i denne sommer har Chelsea fået afvist et bud på Manchester United-angriberen Wayne Rooney, der angiveligt vil væk fra det engelske mesterhold.
Det giver et ekstra krydderi til aftenens Premier League-brag mellem klubberne på Old Trafford i Manchester.
Men Chelsea-manager José Mourinho minder United-tilhængerne om, at de ikke skal være ude efter ham, fordi han prøver at lokke Rooney til London-klubben.
- Jeg har ikke sagt til Rooney, at han vil være mit andetvalg. Og så skulle United-fansene være ude efter mig?
- Vi forsøger at få en spiller, som af sin manager fik at vide, at han ville være andetvalg. Vi forsøger ikke at få Robin van Persie.
- Tilhængerne fra United behøver ikke være efter mig. Hvis jeg siger, at Ramires er mit andetvalg, og at han spiller, når Frank Lampard er skadet, så bliver ingen sure, hvis der kommer klubber, som vil have fat i Ramires, siger Mourinho ifølge The Guardian.
I sidste måned udtalte Moyes følgende til Sky News om Rooney:
- Mine tanker om Rooney er, at vi af flere årsager får brug for ham, hvis Robin van Persie bliver skadet.
- Wayne kan spille alene som frontangriber, og han kan spille lidt længere tilbage. Der går lidt tid, før jeg ved, hvordan jeg vil arbejde med Wayne.
Kampen mellem United og Chelsea begynder klokken 21.
/ritzau/