Den nuværende Chelsea-manager José Mourinho oplyser, at han var tæt på at blive landstræner for England i 2007 i stedet for Fabio Capello.
Det engelske fodboldforbund (FA) har altid fastholdt, at Capello var forbundets topkandidat, men Mourinho insisterer på, at han blev kontaktet omkring jobbet af fodboldforbundet.
Portugiseren var dog ikke helt begejstret for idéen om at blive landstræner.
- Jeg forsøgte at motivere mig til et job, der ikke ville være tilfredsstillende nok for mig.
- Hvad skulle jeg gøre? Om dagen skulle jeg ikke træne spillere, og så skulle jeg tage ud og se dem træne i deres klubber, siger Jose Mourinho ifølge Sky Sports.
- Dengang de (FA) talte til mig, var den næste kamp Frankrig mod England, en venskabskamp i Paris.
- Jeg tænkte Frankrig-England, men efter det, hvad var den næste kamp? Det var en måned senere mod Kasakhstan - nej, nej, nej, siger José Mourinho.
Portugiseren stoppede i 2007 i Chelsea og blev efterfølgende træner for italienske Inter, som han blandt andet førte frem til Champions League-titlen. I 2010 gik turen videre til Real Madrid, før han denne sommer er vendt tilbage til Chelsea.
Roy Hodgson er i dag træner for det engelske landshold, mens Fabio Capello er landstræner for Rusland.
/ritzau/