En 43-årig mand fra Padborg mistede tirsdag aften livet, da han forulykkede med sin motorcykel på Fjordvejen syd for Rinkenæs, oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden mistede kontrollen over motorcyklen i en skarp kurve og kørte ind i et vejtræ. En tilkaldt læge erklærede ham død på stedet.
Ulykken skete kort før klokken 20.30, da et par håndfulde medlemmer af en sønderjysk motorcykelklub var ude at "lufte" deres motorcykler.
- Vi kender endnu ikke årsagen til ulykken. Det kan være kurven, men det havde også regnet en del, eller måske har der ligget noget på vejen. Eller det kan være en kombination af flere ting, siger Erik Lindholdt.
En bilinspektør skal undersøge ulykkesstedet for at fastslå årsagen til den fatale ulykke, der skete for øjnene af klubkammeraterne, som ifølge vagtchefen er stærkt rystede.
/ritzau/