Motorcyklist er lagt i kunstig koma efter soloulykke

En 59-årig mand fra Sønderjylland er i kritisk tilstand efter en trafikulykke på motorvej E45 i Østjylland.
Der har lørdag været en alvorlig soloulykke på motorvej E45 i Østjylland. En 59-årig mand er i kritisk tilstand.
Der har lørdag været en alvorlig soloulykke på motorvej E45 i Østjylland. En 59-årig mand er i kritisk tilstand. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

Kort før klokken 17 lørdag mistede en mand herredømmet over sin motorcykel på motorvej E45, væltede og ramte autoværnet.

Ved ulykken pådrog den 59-årige motorcyklist sig alvorlige kvæstelser. Hans tilstand er lørdag aften kritisk, og han er lagt i kunstig koma.

Det oplyser Østjyllands Politi.

- Han har fået en blødning i hjernen og har brækket flere knogler i arme og ben, fortæller vagtchef Michael Ørum Møldrup.

Der var ikke andre trafikanter involveret i ulykken, som skete på motorvej E45 i sydlig retning lidt nord for tilkørslen til Herningmotorvejen.

Motorcyklisten er fra Sønderjylland. Hans pårørende er blevet underrettet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.