Det danske landshold skal ifølge Morten Olsen vinde resten af holdets fem kampe i kvalifikationen til næste års VM, hvis holdet skal med til slutrunden i Brasilien.
Det fastslår landstræneren efter tirsdagens 1-1-kamp i Parken mod Bulgarien.
- Vi skal i mit regnskab have 15 point. Vi skal vinde resten, siger Morten Olsen, der håber, at Danmark kan nå en playoff-plads som nummer to i kvalifikationsgruppe B.
- De point, vi måtte få mod Malta, bliver trukket fra, når toer-regnskabet skal gøres op i forhold til de andre grupper.
- Men vi har fortsat muligheder. Bulgarien har en svær udekamp i Italien, og Tjekkiet og Italien skal møde hinanden to gange, siger landstræneren, der i fredags kunne se sine spillere vinde med 3-0 i Tjekkiet.
- Det paradoksale er, at vi før de to kampe her sagde, at vi ville være tilfreds med fire point. Det er vi jo ikke, når vi vandt den første.
- Vi kunne have taget et gevaldigt skridt mod VM med en sejr over Bulgarien. Indstillingen var til det, men vores formåen var ikke til det.
- Teknisk var det ikke godt nok, og præcisionen i afleveringerne var ikke god nok mod et hold, der står så kompakt, siger Olsen.
Trods pointtabet lever VM-håbet fortsat, da Danmark nu har mødt Tjekkiet og Bulgarien to gange. Holdet har fire af de lidt nemmere kampe tilbage mod Malta og Armenien samt en svær opgave i Parken mod Italien.
Italienerne forventes med 13 point at vinde VM-kvalifikationsgruppe B, hvor Bulgarien nu har 10 point.
Tjekkiet har otte, mens Danmark har seks point. Bulgarerne har dog spillet en kamp mere end de øvrige hold.
/ritzau/