En britisk dommer har fredag i dømt moren og stedfaren til den 4-årige Daniel Pelka, der blev tævet og sultet til døde, 30 års fængsel.
Parret, polskfødte Madgelena Luczak og Mariusz Krezolek, har under retssagen skudt skylden for drabet på hinanden. Torsdag kendte dommeren dem dog begge skyldige i drab, og fredag modtog de så straffen.
Dommer ved retten i Birmingham, Laura Cox, sagde ifølge nyhedsbureauet AFP, at straffen skulle afspejle "parrets utænkeligt grusomme og brutale handlinger".
Daniel Pelka døde i marts 2012. I månederne op til var han blevet mishandlet, tortureret og udsultet. Sagen har chokeret Storbritannien, og flere har peget fingre af den fireåriges børnehaveklasselærere, der har noteret blå mærker på drengens krop uden at gribe ind.
Listen over de grusomheder, som 4-årige Daniel Pelka fra Coventry måtte gennemgå, er lang. Eksempelvis tvang stedfaren drengen til at udføre fysiske øvelser, så han til sidst faldt om af udmattelse.
Og frem mod Daniel Pelkas død nægtede forældrene at give ham mad, og han overlevede ved at finde madrester i skolens skraldespande.
Efter Daniel Pelkas død fandt læger mere end 20 skader på hans krop som følge af de tæsk, han fik af forældrene.
27-årige Madgelena Luczak og 34-årige Mariusz Krezolek flyttede fra Polen til Coventry i det centrale England i 2006.
/ritzau/AFP