En kvinde og hendes 19-årige datter måtte tidligt mandag morgen reddes ud gennem et vindue på første sal, da der udbrød brand i deres lejlighed på Lykkegårdsvej i Kolding.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Det var formentlig en computer, der var sat til opladning og placeret i en lænestol, der var årsagen til, at der opstår ild, siger politiets vagtchef, Bent Hedager Nielsen.
Branden opstod i det bageri, der ligger neden under lejligheden, hvor kvinden og hendes 19-årige datter opholdt sig.
Nede i bageriet arbejdede kvindens mand, og det var ham, der fik reddet sin familie ud af lejligheden ved hjælp af en stige.
Efterfølgende kom brandvæsnet og tog sig af flammerne, der nu er slukket.
Både kvinden og datteren er indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning, men ingen af dem er ifølge politiet kommet noget til.
/ritzau/