Problemerne i eurozonen har gjort situationen for en lang række italienske banker så usikker, at deres kreditværdighed må nedskrives.
Det mener i hvert fald det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's, der meddeler, at det nedjusterer kreditværdigheden for 26 banker i Italien.
Blandt de 26 er Unicredit og Intesa Sanpaolo.
Bankerne nedgraderes med op til fire point, og økonomerne i Moody's begrunder det med, at bankerne er sårbare over for yderligere problemer i eurozonen.
- Vurderingerne for de italienske banker er nu blandt de laveste inden for de avancerede lande i Europa, lyder det i begrundelsen.
- Det reflekterer disse bankers følsomhed over for det ugunstige operationsmiljø i Italien og Europa, hedder det videre.
Italien er et af de sydeuropæiske lande, som slås med en meget stor gæld.
I øjeblikket ledes Italien af en teknokratregering, som med reformer, besparelser og premierminister Mario Monti i spidsen forsøger at rette op på støvlelandets gældsplagede økonomi.
AFP