Ratko Mladic stod i spidsen for den blodige etniske udrensning i Bosnien, der kostede tusinder af muslimer livet under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien mellem 1992 og 1995.
Det siger anklageren ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag, Dermot Groome, i sine indledende bemærkninger på førstedagen af retssagen mod den tidligere militære chef for de bosniske serbere.
- Mladics mål var en udrensning af muslimer og kroater. Han angreb dem udelukkende, fordi de ikke var serbere, siger Dermot Groome.
Ratko Mladic står over for 11 anklagepunkter og er tiltalt for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Blandt tiltalepunkterne er massakren på cirka 8000 muslimske mænd og drenge i byen Srebrenica i 1995, drabet på 150 bosniske mænd i Vecici i 1992 og et granatangreb på et marked i Sarajevo i 1995.
- Anklagemyndigheden vil fremlægge beviser, der ikke efterlader tvivl om, at Mladic stod bag disse forbrydelser, siger Dermot Groome.
Han understreger, at krigen blev gennemført efter en detaljeret plan, som Mladic aftalte med de bosniske serberes politiske leder, Radovan Karadzic, og den serbiske leder Slobodan Milosevic.
Mladic blev anholdt sidste år i Serbien efter at have været på flugt siden 1995. Den 70-årige tidligere general kalder anklagerne mod ham for "monstrøse" og erklærer sig uskyldig.
Hvis han kendes skyldig, kan han se frem til en livstidsdom. Sagen mod Mladic løber parallelt med sagen mod Radovan Karadzic.
Retsopgøret med de to mænd er de sidste store sager, som behandles af FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.
Uden for retsbygningen demonstrerer 25 kvinder fra gruppen Srebrenicas Mødre. De repræsenterer enker og mødre til mange af de mænd, der omkom i Srebrenica.
- Han er den værste slagter på Balkan og i hele verden, siger Munira Subasic, der mistede 22 familiemedlemmer undre massakren i Srebrenica.
Krigen i Bosnien varede fra 1992 til 1995. Den kostede 100.000 mennesker livet og sendte 2,2 millioner på flugt.
AFP