Skrevet i samarbejde med Anna Rossmann | anro@avisen.dk
Danmark er der ifølge Danmarks Statistik 37.190 kvinder, der bærer navnet Anna. Navnet er på femtepladsen over de mest populære pigenavne. Med andre ord: Anna går aldrig af mode.
I anledningen af Den Internationale Kvindedag hylder Nyhedsavisen N2 otte kvinder med fornavnet Anna - lige fra 11-årige Anna Myrup til 88-årige Anna Olsen. De fortæller alle om deres største oplevelse i livet.
Anna Myrup, 11 år, skoleelev
Den største oplevelse i hele mit liv, var da jeg sidste efterår boede to uger hos en fattig familie i Ghana med min mor og far.
Der
bor så mange sorte mennesker, og mange er så fattige, at de nogle gange
bliver nødt til at gå sultne i seng. Det var spændende at besøge Atika,
som boede i en lerhytte med bliktag sammen med sin mand og tre børn.
Faktisk har hun fire børn, men Atika har været nødt til at give sin ene
datter til sin svigermor, fordi svigermorens mand tog alle deres børn
med, da de blev skilt. Det har han lov til, fordi han er en mand. For
mænd er nemlig mere værd end damer i Afrika.
De har også
en anden underlig regel. Hvis man kun har et par gryder, er det ikke så
godt. I hvert fald ikke hvis man er fattig og bor i en hytte. For når
nogen skal begraves, skal gryderne bruges til at lave en masse mad, som
man så sender fra hytte til hytte. Og hvis man er heldig, får man
gryderne tilbage, når dagen er slut.
Jeg vil rigtig gerne tilbage til Afrika. For jeg lærte en masse af at bo der.
Anna Munk, 28 år, pædagog
Jeg var 21 år gammel og lige begyndt på Idrætshøjskolen i Århus, da
jeg mødte Marie, der skulle blive min bedste veninde. Hun lo rigtig,
rigtig højt, og jeg tænkte »hold kæft en poptøs«. Hun tænkte, at jeg
snakkede alt for meget. Så hun syntes, jeg var irriterende, og jeg
syntes, hun var kikset.
Sagen var, at vi begge to gerne ville synge i
skolens rockband, og jeg havde det virkelig sådan: »Smut blondine - det
er mit podie det her«. Men vi var nødt til at finde ud af at dele
sangene, og langsomt så jeg, at det faktisk var trygt og rart, at jeg
ikke stod med ansvaret alene.
Først da skolen var slut, turde vi åbne os for hinanden.
I
dag kalder jeg Marie min bedste veninde. Jeg sender hende en tanke hver
dag, for hun har vist mig, at tingene ikke altid behøver være så
pissebesværlige, og at de kommer af sig selv, hvis jeg tager det stille
og roligt. Og at jeg ikke skal spekulere så meget over, hvad andre
tænker om mig. Ellers begrænser jeg mig selv i min måde at leve på.
På
den måde giver hun mig en ro, jeg ikke selv har. I dag taler vi sammen
i hvert fald fem gange om ugen. På et tidspunkt skrev jeg et digt til
hende, der hed: »Du, som altid er der«. Hun er nemlig den, der altid er
der, og så længe jeg har sådan et venskab. kan jeg klare mig igennem
alt.
Anna Jacobsen, 31 år, jurist
Da jeg var 16 år, lærte jeg, at det kun er mig selv, der kan sørge for,
at jeg er glad. Jeg tog til Guatemala uden at kunne tale sproget, og
jeg lærte, at jeg selv kan klare ting. Dengang var afstand noget andet,
og jeg kunne ikke lige ringe til mine forældre eller tage hjem. Indtil
jeg rejste, gik jeg på gymnasiet på Midtfyn og boede hos mine forældre.
Jeg var drønnervøs, før jeg rejste, men senereindså jeg, at jeg kunne
definere mig selv igen, fordi jeg nu boede i et helt nye land. Jeg
opførte mig anderledes, end jeg gjorde derhjemme. På Fyn var jeg lidt
nørdet og kedelig, men i Guatemala blev jeg mindre genert og mere
udadvendt.
Jeg slap for altid af med min generthed og begyndte at lytte
til mig selv og sige, at hvis der er noget, som fortæller mig, at det
vil være sjovt for mig, så skal jeg nok bare prøve det. Det nytter ikke
at sige, at jeg ikke tør. Hvis der ligger en spændende oplevelse foran
mig, har jeg lært, at jeg selv må springe ud i den i stedet for at
vente på, at andre ordner det for mig.
Anna Libak, 39 år, Samfundsredaktør på Weekendavisen
Medierne er meget konservative i deres ansættelsespolitik. Det
gælder ikke Information, som ansatte mig i 1996 som journalist, selv om
jeg kun havde skrevet et par artikler og havde læst russisk og
statskundskab på universitetet.
På det tidspunkt sad jeg derhjemme og
havde netop fået mit første barn. Jeg var deprimeret, fordi jeg troede,
at jeg aldrig kom til at foretage mig andet end at brystføde børn.
Egentlig havde jeg planlagt at satse på at forske, men så opdagede jeg,
at Information søgte en journalist, som var villig til at rejse i
Rusland. Jeg tænkte: »Hold op. Det er min stilling,« selv om jeg kun
kunne vise dem to kronikker i Politiken, der var overlæsset med
fremmedord.
De endte med at tage mig, og da gik det op
for mig, at det ikke er nok at være dygtig her i verden. For at nå
langt skal man også være heldig og have folk omkring sig, der tror på
en. Da jeg havde afleveret min første artikel, så udlandsredaktøren
lettet på mig og sagde: »Det var da rart at finde ud af, at du i det
mindste kan skrive.«
Siden har jeg ofte tænkt på, at
alt for mange dygtige mennesker måske sidder rundt omkring uden at
folde deres talent ud, fordi vi har for faste forestillinger om, hvad
vi kan og ikke kan. Derfor gør jeg mig umage med at turde tage chancer
med folk, for dengang i 1996 forstod jeg, at man ikke altid skal vælge
det sikre, men forholde sig åbent til omverdenen.
Anna Fisker, 55 år, leder af daginstitution
Min familie forstod det ikke. Hvad skulle det nu gøre godt for? Hvad
vil en kvinde som dig – 45 gammel – dog pludselig med en akademisk
uddannelse, spurgte de. Min mor har altid gået hjemme, min far har
været politibetjent, ingen af mine søskende har gået på universitetet.
Det gjorde vi bare ikke i min familie.
De fik mig til at
tvivle. Var jeg lidt for vidtløftig, som de sagde. Jeg havde jo
allerede et godt job som seminarielærer. Hvorfor var det ikke godt nok?
Jeg er ordblind, det har stemplet mig, helt fra jeg var lille. Og gjort mig afhængig af andre.
Men
jeg overraskede dem. Jeg overraskede mig selv. På fem år tog jeg Den
Sociale Kandidatuddannelse fra Aalborg Universitet, mens jeg arbejdede
ved siden af.
Det er mit livs sejr. Jeg brød mine egne barrierer og viste mig selv og andre, at det er muligt at gøre det, man vil. Det lykkedes, fordi jeg stolede på mig selv, selvom andre tvivlede.
I
dag arbejder jeg som leder af en stor daginstitution på Indre Nørrebro.
Jeg har valgt at arbejde med lige præcis de indvandrerbørn, fordi de
har så mange barrierer, de skal bryde. Jeg vil gerne hjælpe dem til at
tro på, at det kan lykkes for dem.
Anna Poulsen, 63 år, efterlønner
Da mit første barnebarn blev født for 12 år siden, ændrede den et
døgn lange fødsel mit liv. Både fordi jeg fik den smukke gave og opgave
at blive mormor, og fordi oplevelsen var så intens, at jeg selv
reagerede fysisk på fødslen.
Mens jeg stod på fødestuen
og tørrede sveden af min fødende datters pande, mærkede jeg smerten i
min egen krop. Mens min datter kæmpede med sine veer, stod jeg ved
siden af og fik mine egne.
Oplevelsen var så intens for
mig, at jeg en uges tid efter fødslen måtte opsøge min læge. Jeg bad
ham om nogle piller, som kunne stoppe mine blødninger.
Lægen
affejede det i første omgang med, at jeg, som dengang var 50 år, bare
var kommet i overgangsalderen. »Nej«, svarede jeg ham, »jeg har lige
født«.
Jeg var helt sikker på, at det var sådan, det forholdt sig.
Lægen blev faktisk betaget af min beretning, og hans stille accept af min forklaring betød utroligt meget for mig.
Jeg
blødte aldrig igen. Men siden har mine to døtre givet mig masser af
dejlige børnebørn, og hver af dem er for mig den største og smukkeste
opgave og gave i livet.
Anna Holm, 72 år, pensionist
Som 49-årig stod jeg pludselig helt alene i verden. Det var i januar
1985. Mine børn var fløjet fra reden, og en tid forinden var jeg kommet
ud af et ulykkeligt ægteskab.
Det var en rystende situation. Hvad i den vide verden skulle jeg dog tage mig til?
Så
tog jeg et hovedspring ud i det ganske uvisse. Og takket være en
dristig mand, fik jeg mit livs chance som leder af Kursusstedet
Liselund i Slagelse.
Det var den daværende bestyrelsesformand, Johannes Lumholdt, der troede på mig.
På
trods af, at jeg ingen relevant uddannelse eller erfaringer havde,
indgød han mig tillid og gav mig en tro på, at det kunne bære igennem
for mig.
Til samtalen sagde han til mig: »Du kan komme
med lige så mange flotte eksamenspapirer, du vil, og så kan det være,
at du alligevel er en katastrofe. Og du kan komme som et ganske
ubeskrevet blad og være lige den, vi mangler.«
Så var jeg ansat.
For mig var det en altafgørende oplevelse, at Johannes Lumholdt bare tog mig for den, jeg var. Jeg blev på Liselund som leder i 16 fantastiske år.
Den
mand viste mig, hvor vigtigt det er, at vi giver hinanden chancer.
Derfor forsøger jeg altid at møde andre mennesker med tillid, fordi
tillid indgyder andre mod.
Anna Olsen, 88 år, pensionist
Da vi gik i skole, havde jeg slet ikke øjne for ham. Selvom vores
forældre kendte hinanden, fordi vi begge var fra håndværkerfamilier,
var Erling bare en af drengene i klassen for mig.
Vi
var gået ud af skolen, før han begyndte at vise, at han kunne lide mig.
Han var lidt fjollet og skulle gøre sig til, som store drenge nu kan.
Men jeg ville ikke vide af ham.
Det var først, da han gav op, at det gik op for mig, at jeg ikke kunne undvære ham.
Så
tog jeg mod til mig og skrev et brev til ham. Jeg har glemt det meste
af det, der stod i brevet. Dog husker jeg, at jeg skrev Poul
Henningsens sang til ham. Glemmer du, så husker jeg
Ja,
jeg må jo have ment noget med det ... Erling blev så glad, og så fandt
vi ud af, at det skulle være os. Jeg tror, vi var omkring 18 år på det
tidspunkt – vi var jo ikke andet end store børn.
Siden forlovede vi os, og da det havde stået på nogle år, sagde jeg, »nej nu vil jeg altså giftes.«
Og
du kan jo nok tænke dig, at det har holdt i mange år. Til august har vi
været gift i 65 år og kan holde krondiamantbryllup. Når jeg ser tilbage
på mit liv, føler jeg mig heldig. Jeg er taknemmelig for, at jeg fik
skrevet det brev.
Anna er en græsk form af det hebraiske channah, der betyder ynde.
Anna er også et såkaldt palindrom - et ord, der læses ens forfra og bagfra.
Anna optræder ofte i kulturens verden: Anna Karenina er titlen på en roman af Leo Tolstoj. Anna er også titlen på en dansk film af Erik Wedersøe. Klaus Rifbjerg har skrevet en roman med titlen Anna jeg Anna. Senest har TV 2 stor succes med serien Anna Pihl.
I katolsk tradition er Anna navnet på Jomfru Marias mor. I Danmark menes det, at Anna første gang bruges for Erik Ejegods datter.
Og så deler vores otte Anna er navn med en lang række kendte kulturpersonligheder: Anna Ancher (kunstmaler), Anna Frank (skrev en dagbog under 2. verdenskrig) og Anne Marie Helger (dansk skuespiller) for blot at nævne nogle få.