Det var de helt store ambitioner, der blev lagt for dagen, da partierne bag satspuljerne sidste år lancerede det toårige projekt ’Flere skal med’.
Projektet går ud på at give langtidsledige, der har været på kontanthjælp i mere end fem år, fodfæste på arbejdsmarkedet.
Men efter det første år er succesen til at overse. Ifølge en moniteringsrapport, som DR Nordjylland har fået aktindsigt i, er kun 400 ud af i alt 27.000 langtidsledige kommet i arbejde.
Projektet har kostet hele 262,5 millioner kroner fra satspuljerne, og kommunerne har fra juni 2017 kunnet ansøge om at få del i pengene.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over, at projektet ikke indtil videre har været en succes.
- Det er nok naivt at tro, at man blot ved at give dem en virksomhedsrettet aktivering, kan få dem i job på den korte bane. Det er personer, som har en meget lang historik inden for kontanthjælpsområdet, og gennemsnitligt har de været på offentlig forsørgelse i over ni år, så der skal rigtig mange forskellige typer indsatser til, siger han til DR Nordjylland.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der har stået i spidsen for projektet, anerkender ikke, at det har fået en dårlig start. Kommunerne er stadig i fuld gang med at afklare, hvilken målrettet indsats kontanthjælpsmodtagerne skal have, fastholder han over for DR Nordjylland.
Avisen.dk har tidligere skrevet om projektet, der i korte træk går ud på at optimere indsatsen i landets jobcentre. Læs mere her.