Boligminister Carsten Hansen (S) foreslår nu at afsætte ekstra 4,1 milliarder kroner til renovering af almene boliger. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Ifølge regeringen vil det skabe cirka 3000 helårsjob over de næste to år, idet cirka 9000 almene boliger kan blive renoveret for beløbet.
Regeringen foreslår at hæve Landsbyggefondens renoveringsramme med 4,1 milliarder kroner, så der i år bliver 6,8 milliarder kroner til renoveringer i den almene boligsektor.
- Vi kan se, at det fortsat er nødvendigt at stimulere væksten i Danmark. Særligt for bygge- og anlægsområdet. Men der er også et behov for bedre boliger, forklarer Carsten Hansen.
Regeringen indgik så sent som november sidste år en aftale med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at fremrykke 5,5 milliarder til renoveringer.
Men der er behov for også at øge Landsbyggefondens ramme for 2012, mener regeringen.
- Den nuværende situation udelukker en stigning i de offentlige udgifter. Så man kan sige, at vi med Landsbyggefondens midler skaber job og får bedre boliger - uden at belaste de offentlige udgifter.
- Vi slår sådan set tre fluer med ét smæk, siger Carsten Hansen til Fyens Stiftstidende.
Landsbyggefonden er nemlig en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer, og pengene i fonden indbetales af lejerne selv.
Carsten Hansen har i dag indkaldt partierne bag boligaftalen 2011 til forhandlinger torsdag. Målet er at blive færdig med forhandlingerne allerede fredag, så lovforslaget kan fremsættes i Folketinget så hurtigt som muligt.
Hvor i landet, milliarderne til boligrenovering kommer til gavn, vides ikke endnu. Det afhænger af ansøgningerne til Landsbyggefonden.
Hvis Carsten Hansens forslag går igennem, er der indtil 2016 afsat i alt 14,4 milliarder kroner til renovering af almene boliger.
For det beløb vil godt 40.000 boliger kunne blive renoveret, og det vil kaste godt 7000 nye helårsjob af sig, vurderer regeringen.