De lystfiskere, som er vant til at fiske i en af landets mange put and take-søer, kan ånde lettet op.
Fødevareminister Karen Hækkerup er ikke umiddelbart parat til at forbyde put and take-fiskeri, hvilket Det Dyreetiske Råd ellers opfordrede hende til i en rapport i sidste uge.
- Jeg byder anbefalingerne fra Det Dyreetisk Råd om lystfiskeri velkommen. Nu går mine embedsmænd i gang med at kigge på anbefalingerne.
- Det er vigtigt, at vi både forholder os til fiskenes ve og vel, danskernes ret til en fisketur med familien og ikke mindst de mange turist-millioner, som lystfiskeri i Danmark genererer til statskassen.
- Når det er sagt, så kan jeg ikke forestille mig, at det kommer på tale at forbyde Put & Take eller skabe et bureaukratisk kørekort for lystfisker, skriver Karen Hækkerup i en mail til Ritzau.
/ritzau/