VORES VALG

Minister: Radikale har hugget vores forslag

Videnskabsministeren er glad for, at De Radikale har kopiret forslag om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet.
K og R er enige om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet.
K og R er enige om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet. Foto: Colourbox

De Radikales forslag om, at hver fjerde i en ungdomsårgang skal starte på en universitetsuddannelse, er sød musik i ørene på videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen (K).

"Det er få uger siden, at jeg selv var ude og præsentere et forslag om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet. Derfor er jeg selvfølgelig meget glad for, at De Radikale er helt enig i det," siger Charlotte Sahl Madsen til Newspaq.

De Radikale er på banen med en ny uddannelsesplan. Her lægger de også op til, at 60 procent af en ungdomsårgang skal igennem en videregående uddannelse, hvor regeringens mål er 50 procent.

Videnskabsministeren er ikke umiddelbart indstillet på et hæve ambitionsniveauet.

"Lad os lige komme i mål med, at 50 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, inden vi drøfter næste målsætning," siger hun.

R vil investere tre mia. kr. i uddannelsessystemet over de næste ti år og bl.a. oprette 10.000 nye studiepladser. Pengene skal bl.a. findes ved en efterlønsreform.

Mens Charlotte Sahl Madsen er enig i De Radikales mål på uddannelsessystemet, tror hun ikke et øjeblik på deres finansiering.

"De Radikale siger, at de har et økonomisk råderum, men det har de ikke, hvis de vil arbejde sammen med de røde. Det råderum er ligeså levedygtigt som en fisk på land," siger Charlotte Sahl Madsen.

Den radikale leder Margrethe Vestager begrunder deres uddannelsesplan med, at Danmark kommer til at mangle op mod 150.000 personer med videregående uddannelser i 2020, hvis ikke der gøres noget nu.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.