Mindst 55 mennesker er dræbt af mindst 17 bilbomber i forskellige byer i Irak mandag, siger sikkerhedskilder og hospitaler.
Bilbombeeksplosionerne skete på travle og tæt befærdede gader i forskellige bydele i Bagdad. I alt 11 bomber rystede ni forskellige bydele i den irakiske hovedstad.
I byen Kut, der ligger sydøst for den irakiske hovedstad, blev mindst 10 dræbt og 35 såret af to bomber. Der er desuden meldinger om bomber i andre byer.
De flest af angrebene mandag skete i områder, der er overvejende shiamuslimske.
Over 4000 mennesker er blevet dræbt indtil nu i 2013.
Sunnimuslimske oprørere i landet har optrappet volden i de seneste måneder, hvor borgerkrigen i Irak er blevet forstærket af konflikten i nabolandet Syrien.
Irakiske styrker, der patruljerer alene, siden amerikanerne trak sig ud af landet i 2011, kæmper for at holde al-Qaeda nede, men terrornetværket har omgrupperet og slår til hyppigere og stadigt mere blodigt.
Volden har forstærket frygten for, at Irak kan falde tilbage i en regulær borgerkrig, da det shiamuslimske flertal, kurderne i nord og sunnimuslimerne ikke har kunnet nå til enighed om en magtdeling.
/ritzau/Reuters