Tårerne fik frit løb hos Mikkel Beha Erichsen, da en fyldt sal rejste sig og hyldede hans far, Troels Kløvedal, ved lørdagens branche-fest Tvprisen 2017 i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
Troels Kløvedal er kronisk syg med blandt andet den dødelige nervesygdom ALS, og var ikke selv tilstede. Men han havde skrevet en takketale, som hans bror, Bjørn Beha Erichsen, grådkvalt læste op, skriver Se og Hør.
Talen sluttede med "Farvel og tak fra Kaptajnen", men forinden kom Troels Kløvedal i den dybt personlige tale ind på sin øjeblikkelige situation: "Jeg har sejlet på stille og hidsigt vand, men i øjeblikket er jeg ude i et gråvejr".
Inden Troels Kløvedal blev hyldet med æresprisen "Årets Otto", modtog Mikkel Beha Erichsen "Årets seerpris" for tv-programmet "Kurs mod fjerne kyster" - et program som løfter sejler-arven efter Troels Kløvedal.
Fra scenen sagde Mikkel Beha Erichsen blandt andet:
- Jeg ved, han (Troels Kløvedal, red.) ville have elsket at være her i aften.
I december blev Troels Kløvedal æret af dronningen, da han modtog Ridderkorset.
- Livet har været kærlighed og kildevand, men at få dronningens værdsættelse og tilmed få den overrakt af Admiral Wang, der I sin tid bad mig lave flådens 500-årige historie, er nok et af de største øjeblikke I mit liv, sagde Troels Kløvedal i forbindelse med modtagelsen af Ridderkorset.