Det er en barsk omgang for Mikkel Beha og familien, at se Mikkel Behas far Troels Kløvedal slås med sin fatale sygdom.
Derfor kan besøgene hos 74-årige Troels Kløvedel i hans hjem på Djursland blive triste og sørgelige. Og netop derfor forsøger far og søn at snakke om alt andet end sygdom, når Mikkel Beha i sin travle hverdag kommer forbi.
- Vi bruger tiden på at snakke om alt muligt fornuftigt og alt muligt andet end sygdom, fortæller Mikkel Beha ifølge Se og Hør til Billed-Bladet.
74-årige Troels Kløvedal lider af bronkiektasi og ALS og ved, han skal dø. Det fortalte han om i bogen "Modne mænd", som udkom i slutningen af 2016. Her skrev den berejste eventyrer åbent om at være dødeligt syg:
- At jeg skal dø, er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år.
Mikkel Beha fortæller til ugebladet, at sygdommen tager hårdt på hans far.
- Min far har det efter omstændighederne ved den forbandede sygdom nogenlunde, men man har det ikke godt som ALS-patient. Det er benhårdt og barskt, siger en ærlig Mikkel Beha til Billed-Bladet.