Den folkekære Shu-bi-dua-frontfigur har altid haft et underholdningsgen. Det har to blodpropper ikke ændret.
Han var ikke mere end 14-15 år gammel, da han første gang stod på scenen.
Stedet var Place Pigalle på Dyrehavsbakken. Ved klaveret sad en lige så ung Tommy Seebach og på guitar Claus Asmussen, som han senere kom til at spille sammen med i det band, der har givet danskerne hits som "Vuffelivov" og "Den røde tråd".
Michael Bundesen, der i årtier stod i front for Shu-bi-dua, har aldrig været i tvivl: Han skulle være den danske Elvis.
Den 12. maj fylder han 70 år, og det gør han med en stålsat plan om at vende tilbage til scenen, efter at an i 2011 måtte trække stikket til Shu-bi-dua på grund af to blodpropper.
For selv om han i en årrække har været ude af rampelyset, mens han har kæmpet for at få sin førlighed tilbage, så banker hans musikalske hjerte med uforandret styrke.
Det var morfaren, der i sin tid opdagede, at Michael Bundesen kunne synge, og motiverede ham til at gøre noget ved det.
- Jeg har altid haft et underholdningsgen. Og jeg har nok også været heldig, at jeg havde en familie, der gerne ville have underholdning. Som lille var jeg sikkert en pestilens. Jeg dansede rundt for dem. Men showgenet har jeg bare altid haft, fortæller Michael Bundesen.
Efter at have optrådt i trioen Quacks i nogle år mødte han Michael Hardinger via et job på P3. Han havde gruppen Passport, som Michael Bundesen blev inviteret til at synge med i.
Kort tid efter skrev de en humoristisk dansk oversættelse af Elvis-nummeret "Jailhouse Rock".
Shu-bi-dua og en af dansk musikhistories største succeser var født.
- "Fed Rock" kom på hitlisten, og pludselig begyndte folk at spørge, "Hvem er de der Shu-bi-dua?", fortæller Michael Bundesen.
Gruppen Passport blev nedlagt, og i stedet blev Shu-bi-dua sat i fokus.
I 1974 udsendte bandet sit første album, men selv om det hurtigt stod klart, at der var et enormt publikum til Shu-bi-duas musik, blev Michael Bundesen ved med at omtale bandet som et hobbyprojekt, mens både han og de andre medlemmer kørte flere forskellige job ved siden af.
- Vi havde udgivet flere album med Shu-bi-dua, før det begyndte at bevæge sig fra hobby til arbejde. Vi ville gerne brande os som en flok glade amatører, men vi havde jo et firma, hvor det hele kørte.
- Der er bare nogle andre forventninger, når man går ind i det professionelt, men det var vi nødt til at gøre til sidst, siger han.
I alt blev det til 18 studiealbum og et reggaealbum under aliasset Shu-Bi-40 for gruppen.
I Shu-bi-dua følte Michael Bundesen, han kunne udfolde sit showgen.
- Jeg har altid godt kunnet lide at tale til folk fra scenen og lave et show. Det fandt jeg ud af i Shu-bi-dua. Vi kunne få folk til at grine, og det synes jeg, var en god vinkel. At vi kunne underholde for underholdningens skyld. Også selv om det betød, at anmelderne ikke mente, vi kunne kalde os et rockband, siger han og smiler.
Selv om kærligheden til bandet skinner igennem, når han taler, så var der en periode, hvor Michael Bundesen havde fået nok af Shu-bi-dua.
I 1984 valgte han at stoppe som forsanger i bandet for i stedet at blive chef for den hedengangne tv-kanal Kanal 2, som baron Otto Reedtz-Thott og Klaus Riskær Pedersen stod bag.
I 1987 var han dog tilbage bag mikrofonen igen.
Gennem årene har Shu-bi-dua optrådt et hav af gange. For Michael Bundesen har koncerterne på Langelandsfestivalen en helt særlig plads i hjertet.
- Før koncerterne på Langeland stod vi omme bag scenen og kunne kigge ud gennem sådan et gardin, hvor vi kunne se publikum, men de ikke kunne se os. Man kunne se, folk glædede sig, og så begyndte de at råbe "Shu-bi-dua! Shu-bi-dua!" "Yes mand!", tænkte man så, siger han og knytter næven.
- Det er skægt, for jeg drømmer virkelig tit om at stå på lige præcis den scene, når jeg sover. Så kommer det til mig, at jeg står derude, og straks har jeg fundet et eller andet, der er galt med en tromme, det gjorde jeg altid, siger han og griner lidt.
Han lægger ikke skjul på, at det medlemmerne imellem - Shu-bi-dua har gennem årene haft ikke mindre end 16 musikere i forskellige roller i bandet - nogle gange har slået gnister.
Det er svært at undgå, når man arbejder så tæt sammen, og når man - som Michael Bundesen og Michael Hardinger - en overgang ovenikøbet bor i samme hus.
- Hardinger og jeg var jo som i et ægteskab. Vi boede i en årrække i samme hus og havde et rum oppe ved loftet, hvor der ikke måtte komme hunde, børn og koner. Der skrev vi blandt andet "Hvalen Hvalborg", fortæller Michael Bundesen.
I en årrække var han gift med Ninka Bundesen, som han har to af sine tre børn med. I dag kan han se, at han lod karrieren gå ud over ægteskabet.
- Min største fejltagelse i livet er, at jeg ikke behandlede mine to ældste børns mor på den måde, hun fortjente. Men jeg var musiker og ville bare ud og fyre den af. Og det gjorde jeg, siger han.
- Vi ses heldigvis stadigvæk. Børnene har altid været vores fælles førsteprioritet. Vi var ikke særlig gode til at være gift, men vi har været gode til at være skilt, fortæller Michael Bundesen.
Hans øjne lyser op, når talen falder på børnene. Familien betyder meget, fortæller han. Den er hans største netværk og har hjulpet ham igennem tiden efter blodpropperne.
Det var en majmorgen i 2011, Michael Bundesen blev ramt af først en og bagefter en anden og langt mere invaliderende blodprop, der gjorde ham lam i den ene side og har betydet, at han siden har siddet i kørestol.
- Jeg var faktisk træt af Shu-bi-dua, da jeg fik blodpropperne. Jeg havde besluttet, at det var slut, men jeg ville gerne trække stikket på en ordentlig måde. Så blev det med mine blodpropper, og det var hårdt for mange. Samtidig var det rart, at det ikke blev en lang og slidsom proces at stoppe bandet. Det kan jeg godt glæde mig over i dag, siger Michael Bundesen.
Og så glæder han sig over, at blodpropperne ikke blev hans endeligt.
- Jeg er glad for, jeg ikke døde. Den anden blodprop, jeg fik, var tæt på at slå mig ihjel. Jeg var heldig, at jeg ikke endte som en grøntsag, siger han.
- Man kan godt se positivt på tingene, hvis man vil. Man skal ikke være lalleglad og dum, jeg ved jo godt, at min tilværelse lige nu er begrænset, men jeg ved også, at jeg kommer ud af den her kørestol, siger han beslutsomt.
Hver dag træner han for at komme til at gå igen. I efteråret faldt han og brækkede ryggen, men det har ikke taget modet fra ham.
- Jeg har haft den styrke indbygget altid. Det er noget, jeg har lært af min far. Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre, hvis man har sat sig det for. Sådan har jeg altid haft det. Og sådan havde jeg det også med Shu-bi-dua, for det var heller ikke altid en dans på roser. Men det var det, jeg ville, og så måtte jeg kæmpe for det, siger han.
Efter blodpropperne kontaktede han en sanglærerinde, der har hjulpet ham med at komme til at synge igen. For Michael Bundesen er ikke færdig med at optræde.
- Jeg drømmer om en dag at få lov at stå på scenen igen. Jeg ved ikke i hvilken form – det kunne være i et mindre regi end Shu-bi-dua og på lidt mindre spillesteder, hvor der er lidt mere underholdning inde over, så jeg også snakker til publikum og fortæller historier.
- Så ville jeg både synge Shu-bi-dua og nogle af de sange af andre kunstnere, der har betydet noget for mig gennem livet, fortæller Michael Bundesen, der også skriver på et par nye numre.
At der stadig er en kærlighed fra publikum derude, mærker han ofte.
- Jeg kan mærke det, når jeg kommer ud i min kørestol. Der kommer mange hen og siger, "Vi er sørme kede af, at du skal sidde der, men kan du huske dengang på Bakken i det og det år". Det er helt fantastisk. Det betyder rigtig meget. Ikke så meget det her med, at de roser mig, men at de fortæller mig, at de har haft en stor oplevelse med det, vi har lavet. Så har man ligesom været her, ik'?
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus