Mias far ligger for døden: Er det sådan, vi ønsker, at vi ender vores dage?
Blog

Af Mia Kristina Hansen
Se alle blogindlæg

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

TUSIND TANKER FARER RUNDT i hovedet på mig, min far ligger for døden, og pludselig oplever jeg, hvad det vil sige at være pårørende i en meget fortravlet sundhedssektor.

Jeg ved jo godt, hvordan det føles som ansat, at der ikke er hænder nok i løbet af en arbejdsdag. Som ansat er det svært at fortælle om virkeligheden, fordi man er bange for konsekvensen, bange for, at man overtræder sin tavshedspligt, og risikerer fyring. Man gør sit bedste, hver gang man er på arbejde, og indordner sig under forholdene, for ellers ville man ikke kunne holde det ud, og ville blive syg med stress.

MIN FAR BLEV INDLAGT på hospitalet med vejrtrækningsproblemer en uge før jul, han har KOL og havde fået en lungebetændelse. På grund af smerter i brystet blev min far indlagt på hjerteafdelingen. De næste mange uger gik det op og ned med min far, og lægerne gjorde deres bedste for at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe ham. Men de sidste to uger har min far tabt sig mere og mere, han er stoppet med at spise og vejer 43 kg.

Når jeg besøgte min far, oplevede jeg, at personalet var venlige og imødekommende, når jeg mødte dem, men det kunne være svært at få øje på dem, fordi de var så få, og dem der var, var i gang med at lave noget andet. Min far gav udtryk for, at han syntes, det var svært, at personalet havde travlt, fordi han fik dårlig samvittighed, når han havde brug for hjælp, fordi han ikke ville forstyrre dem og være til besvær.

I tirsdags, fem uger efter han blev indlagt, blev jeg ringet op af en sygeplejerske. Hun fortalte, at de ville udskrive min far, så hans sidste tid kunne blive værdig. Jeg spurgte, om det ikke var muligt, at min far kunne blive på sygehuset, indtil der var en hospice-plads, så han kun skulle flyttes en gang. Jeg fik et meget bestemt nej.

MIN FAR BLEV I FREDAGS overflyttet til et plejehjem. Da jeg kom op på sygehuset, for at være med til flytningen, havde personalet meget travlt. De skulle lukke afdelingen, fordi der ikke er personale nok til at holde den åben.

Min søster og jeg tog med til plejehjemmet. Da vi ankom, kunne vi ikke få øje på personalet, vi så beboere sidde i deres boliger, men der var ikke noget personale. Vi fandt endelig noget personale, de var meget imødekommende og bød os velkommen, men det føltes som om, at de var væk lige så pludseligt, som de var dukket op.

PÅ PLEJEHJEMMET er der endnu færre ansatte end på hospitalet, og jeg oplever, at de løber endnu stærkere. Da jeg besøgte min far i dag, sagde han: ”Personalet er flinke, og de kommer når jeg ringer, så siger de et øjeblik, og så går der rigtig lang tid, før jeg ser dem igen.” Jeg fik fortalt, at de var 2 ansatte på arbejde til 16 plejekrævende beboere, som er i aflastning. Hvis jeg trækker spisepause og dokumentation fra, og runder op, så er der måske 7 minutter til hver enkelt beboer i timen.

Min far ligger nu på et plejehjem, på et lille værelse på knap 10 kvadratmeter, med iltapparat og med en toiletstol.

Min far skulle udskrives fra hospitalet, fordi hans sidste tid skulle være værdig, men der er simpelthen ikke personale nok, til at gøre det værdigt. Er det, det vi kalder for et velfærdssamfund? Er det sådan, vi ønsker, at vi ender vores dage? Fordi det kommer vi til, min fars historie er nemlig ikke unik, det er hverdagen i Danmark.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.