Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), mener, at afdøde Jimmy Carter var med til at gøre verden til et bedre sted.
Det fortæller hun i en udtalelse bragt af Statsministeriet på X om den tidligere amerikanske præsident.
- Præsident Jimmy Carters urokkelige indsats for fred, demokrati og menneskerettigheder formede verden til det bedre.
- Danmark sender sine dybfølte kondolencer til hans nærmeste og står sammen med USA i at ære hans bemærkelsesværdige liv, siger Mette Frederiksen i udtalelsen.
Carter, der trods en række år som kræftsyg blev 100 år, var USA's præsident fra 1977 til 1981.
Han var upopulær i sin præsidenttid, men han arbejdede efterfølgende som mægler i forskellige konflikter, med humanitært arbejde, og han kæmpede i årevis for menneskerettigheder.
I 2002 fik han Nobels fredspris.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), peger alligevel på en bedrift fra præsidentperioden, når han kigger på Carters virke.
- Særligt tænker jeg på hans måske største diplomatiske bedrift: Camp David-aftalerne i 1978, som banede vejen for fred mellem Israel og Egypten.
- Især i lyset af den fortsatte konflikt i Mellemøsten var det et vigtigt signal også til verdens ledere i dag - det er muligt, siger Lars Løkke Rasmussen i en udtalelse fra Udenrigsministeriet.
Den tidligere præsident var syg af kræft og havde i sin sidste tid frabedt sig yderligere behandling for sygdommen, som han fik konstateret i 2015.
En statsbegravelse for den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter vil blive afholdt 9. januar.
Præsident Joe Biden har også udråbt 9. januar til at være national sørgedag i USA.
/ritzau/