Den ansvarlige direktør for sikkerhed og arbejdet på byggepladserne på det nye metrobyggeri i København rykker til Qatar.
Copenhagen Metro Team (CMT) bekræfter, at byggedirektør Umberto Cardu ikke længere er en del af projektet i København. Umberto Cardu skal i stedet arbejde med bygge en metro i Qatar, skriver Fagbladet 3F.
En opgørelse fra Arbejdstilsynet viste for kort tid siden, at byggeriet er den farligste arbejdsplads i Danmark. Byggeriet har også været ramt af mange ulykker. Som en konsekvens af de mange problemer har Metroselskabet set sig nødsaget til at begynde forfra med sikkerhedsarbejdet.
Kommunikationschef hos CMT Jens Munch siger, at der nu er brug for Cardu andre steder.
- Vi er her i CMT naturligvis kede af at sige farvel til ham og hans ekspertise, men vi har forståelse for, at Salini-Impregilo har brug for ham til den nye store opgave. Cardu efterlader dog så meget know-how her i organisationen, at byggeriet af Cityringen ikke bliver påvirket, lyder den i en email.
Fagbladet 3F har efterfølgende spurgt ind til, om den svigtende sikkerhed har haft betydning for, at Cardu er flyttet til Qatar. Det afviser CMT.
- Årsagen er den jeg oplyste dig, oplyser Jens Munch med henvisning til, at der var brug for ham i Qatar.
Elo Hansen har som faglig sekretær i 3F BJMF fulgt arbejdet med metroen tæt. Han beretter om en arbejdsplads, der under Umberto Cardu har været helt anderledes end andre byggerier.
- Det, vi hører fra vores medlemmer, er, at sikkerheden har været under al kritik. Det har ikke lignet en almindelig dansk arbejdsplads, hvad angår sikkerhed, siger Elo Hansen.