Grækenland - og i særdeleshed den skrantende græske økonomi - er blevet et centralt tema i den tyske valgkamp.
Forbundskansler Angela Merkel går nu så vidt, at hun kalder det en fejl, at landet overhovedet kom med i møntunionen.
- Krisen er opstået over mange år, og fordi fejl skete i etableringen af euroen. Eksempelvis skulle Grækenland aldrig have været lukket ind i eurozonen, siger Angela Merkel.
Udmeldingen kommer onsdag fra CDU-formanden Merkel under et kristeligt demokratisk valgkampsarrangement i Rendsborg i Nordtyskland efter, at socialdemokraterne i SPD er gået til angreb på den populære kanslers håndtering af eurokrisen.
Hendes forgænger på kanslerposten, socialdemokraten Gerhard Schröder, har beskyldt Merkel for ikke at fortælle tyskerne sandheden om, hvad de skal betale for at redde den kriseramte euro.
Schröder hæftede sig ved et SPD-valgmøde i sidste uge blandt andet ved, at Merkel lurepasser og modsat sin finansminister, Wolfgang Schäuble, ikke lige nu vil tage stilling til, om der er behov for en tredje redningspakke til Grækenland.
CDU skød prompte tilbage ved at minde Schröder om, at det var i hans tid som kansler, at grækerne kom med i eurozonen.
Der er forbundsdagsvalg i Tyskland 22. september.
/ritzau/AFP