Efteråret og de tidlige vintermåneder er højsæson for vildtpåkørsler.
Hos Thisted Forsikring sker 35 procent af de anmeldte påkørsler i årets sidste tre måneder, og november skiller sig særligt ud.
Bilister skal være ekstra opmærksomme på vildt langs vejene i de kommende måneder.
En opgørelse fra Thisted Forsikring viser, at 35 procent af selskabets anmeldte vildtpåkørsler sker i oktober, november og december. Opgørelsen bygger på anmeldelser fra selskabets egne kunder gennem de seneste tre år. I årets sidste tre måneder registreres der mere end dobbelt så mange vildtpåkørsler som i januar, februar og marts.
November topper
November er den måned, hvor Thisted Forsikring registrerer flest vildtpåkørsler. Her ligger antallet 59 procent over en gennemsnitlig måned.Ifølge skadechef Anders Henriksen kan en del af forklaringen være, at vildtets aktive timer i højere grad falder sammen med trafikken på vejene.
- Vildtet er ofte mest aktivt omkring solopgang og solnedgang. I november falder de tidspunkter sammen med morgen- og eftermiddagstrafikken, hvor der er mange biler på vejene, siger Anders Henriksen.
Samtidig skifter Danmark til vintertid søndag den 25. oktober. Det betyder, at flere bilister igen kommer til at køre i mørke.
Sænk farten ved skov og bevoksning
Skadechefen opfordrer især bilister til at være opmærksomme omkring solopgang og solnedgang og på veje med skov eller tæt bevoksning.
- Man skal især være opmærksom omkring solopgang og solnedgang og generelt i de mørke timer. Sænk farten på strækninger med skov eller tæt bevoksning langs vejen, særligt hvis du tidligere har set vildt i området, siger Anders Henriksen.