DIF har åbnet for indstillinger til Årets Holdkammerat 2026.
Alle kan indstille en ung under 18 år frem til 22. oktober, og vinderen kåres ved Sportsgallaen i Herning i januar.
Er der én på holdet, som altid får de nye med, løfter humøret eller gør det lidt sjovere at komme til træning? Så er der nu mulighed for at indstille vedkommende til Årets Holdkammerat 2026.
Danmarks Idrætsforbund, DIF, uddeler prisen med støtte fra A.P. Møller Fonden. Holdkammerater, trænere, frivillige, forældre og andre kan indstille unge under 18 år frem til og med 22. oktober.
- Det er vigtigt med gode kammerater, også i idrætten. Det er dem, der gør det ekstra sjovt at møde ind til træning. Derfor er denne pris så vigtig, for det giver mulighed for at hylde dem, der er med til at sikre det værdifulde fællesskab på et hold eller i en forening, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af juryen.
50.000 kroner går til holdet
Blandt de indstillede bliver tre finalister udvalgt 12. november. Vinderen kåres ved Sportsgallaen i Herning 9. januar 2027 og får et gavekort på 50.000 kroner. Pengene skal bruges på en oplevelse for hele holdet eller idrætsforeningen.
De to øvrige finalister får hver 10.000 kroner til deres hold.
- Vi kan se, at de gode sociale relationer er helt afgørende for, hvor længe børn og unge fortsætter til deres idræt. Vi håber, at præmierne kan være med til at give nogle gode oplever sammen, styrke holdånden og give lyst til at blive ved med at tage til træning og kampe, siger Frans Hammer.
Sidste år gik prisen til floorballspilleren Freja Matthisson Sejersen fra TSG Floorball Fighters.