188.522 løbere har registreret sig i lotteriet om 45.000 pladser til Copenhagen Half Marathon 2027.
De første udtrukne får besked fra 5. oktober.
Interessen for at løbe gennem København er massiv.
188.522 personer har registreret sig i lotteriet om en af de 45.000 pladser til Copenhagen Half Marathon 2027, oplyser arrangøren Sparta Atletik & Løb. Lotteriet åbnede 16. september og lukkede 30. september. Nu skal de heldige løbere findes blandt de mange tilmeldte.
De første udtrukne får besked på mail fra 5. oktober. Herefter skal de huske at gennemføre bookingen inden svarfristen.
- Der står selvsagt mange i kø til et startnummer. Når man er heldig at blive udtrukket, er det vigtigt, at man tjekker sin mail og husker at gennemføre bookingen af sit startnummer inden svarfristen, så det ikke når at gå videre til en anden, siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb.
De 45.000 startnumre bliver ifølge arrangøren det højeste antal deltagere nogensinde ved løbet.
Copenhagen Half Marathon 2027 afholdes søndag 19. september 2027.